ONLINE - GUDSTJENESTER

 

 

 

Inge-Gerd Terpager Staal

sognepræst.

 

 

4 søndag efter påske

4. søndag efter påske!

Salmisten skriver i Det gamle Testamente:
Hvis ikke Herren havde været med os, det skal Israel sige,
hvis ikke Herren havde været med os dengang mennesker rejste sig mod os - da havde de slugt os levende i deres flammende vrede mod os - da var vandet skyllet over os, floden var strømmet over os - da var det brusende vand strømmet over os.
Lovet være Herren, der ikke gjorde os til bytte mellem deres tænder! Vort liv blev reddet som fuglen fra fuglefængernes fælde. Fælden blev knust, og vi blev reddet. Vi har vor hjælp i Herrens navn, himlens og jordens skaber.
Amen!

Epistlen skriver apostlen Paulus i sit andet brev til korintherne:
Kristi kærlighed tvinger os, fordi vi har sluttet, at når én er død for alle, er de alle døde. Og han døde for alle, for at de, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, der døde og opstod for dem. Altså kender vi fra nu af ingen rent menneskeligt. Og selv om vi har kendt Kristus rent menneskeligt, så gør vi det nu ikke længere.
Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. - Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste, for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen.
Så er vi altså udsendinge i Kristi sted, idet Gud så at sige formaner gennem os. Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud! Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham.
Amen!

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde da til dem: “Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg.
Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.” Da han talte sådan, kom mange til tro på ham.
Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: “Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal
lære sandheden at kende - og sandheden skal gøre jer frie.”
De svarede ham: “Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?”
Jesus svarede dem: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.”
Amen!

Prædiken:
”Frihed er det bedste guld,
som sol bestråler over muld,
lad den dit smykke være!”
Sådan sang den gamle bisp Thomas af Strängnäs i Sverige i 1443, da svenskerne var blevet fri af den danske konge og dansk erobrertrang. På samme måde var der glæde og jubel 4. maj 1945, da Danmark blev befriet fra tyskerne.

Ydermere har ordet "frihed" gennem de sidste godt 200-års historie været det mest udbredte ord i hele den vestlige kulturkreds.

Spørger vi i dag, hvad frihed er, vil svaret for de fleste være at frihed, er at være rask, og at vi snart igen må få vores frihed til at gøre, hvad vi hver især har til hensigt og gerne vil. Frihed er for os alle, at kunne råde over sit eget.

I dag hører vi også om frihed i en samtale mellem Jesus og folk i Jerusalem. - Jesus siger til dem, der er kommet til tro på ham, at de skal lære sandheden at kende, og at sandheden skal gøre dem frie.
Men den bemærkning passer dem ikke, for nok vil de gerne tro, men frihed, det behøver de ikke, for den mener de da nok, at de har i forvejen.

Hele deres nationale og folkelige stolthed vælder op i dem. De er jo Abrahams efterkommere, Guds udvalgte folk, og aldrig har de været nogens slaver….Det er godt nok store ord at tage i munden for jøder, der også dengang på Jesu tid levede i et lille land, som der var rift om, og som var under romersk overherredømme. Men besættelsesmagt til trods føler jøderne sig altså IKKE som nogens trælle. De er frie og har sandelig ikke brug for nogen til at befri sig.

En sådan reaktion er måske ikke helt fremmed for os. Her hos os har frihed været et gennemgående tema gennem hele efterkrigstiden og frem til i dag….Da den nationale frihed efter besættelsen var sikret, begyndte kampen for den personlige frihed. Den kom til udtryk i 60' ernes ungdomsoprør, hvor der blev proklameret frihed fra alle normer - alt skulle være frit, lige fra kærlighedslivet til påklædningen og diverse rusmidler.

Men også i 70' ernes kvindekamp kom det til udtryk. Kvinden skulle så at sige gøre sig fri af rollen som mandens træl, være selvstændig og bryde ud af det bundne som hjemmets husbestyrerinde.
Fælles for ungdomsoprøret og kvindekampen var da også troen på, at friheden var opnåelig uden hjælp af nogen befrier.
Ungdommen og kvinden skulle nok frigøre sig selv – det skulle man og kunne man, koste hvad det ville.

Jeg tror, at det stikker dybt i os, lige fra et trodsigt tre års barns selvstændighedskamp, hen over teenagerens smækken med dørene og frem til vores voksne selvfølelse af, at nok vil vi være frie, men vi vil og skal nok for enhver pris selv tilkæmpe os friheden, og synes måske heller ikke vi har brug for nogen befrier.

Men så er det at Jesus prikker hul på denne forestilling og stempler den som en illusion. – ”Enhver, som gør synden, er syndens træl”, siger han - og man begynder nok at ane, at frihed i Guds univers betyder både andet og mere, end det gør i vores sprogverden.

Menneskets livsvilkår er jo netop, at vi lever som bundne. – At vi er syndens slaver, selvom vi ikke så gerne bryder os om det udtryk.
Men mennesker gør altså både onde og smertelige ting mod hinanden indimellem, og det behøver vi heller ikke hverken læse mange aviser eller se TV avisen for at opdage. Måske det ikke en gang nødvendigt for at se det, for nogle mennesker er det faktisk nok at se ind i sig selv.
Ondskaben i verden synes indimellem at være så forfærdelig håndgribelig. Igen og igen går galskaben grassat, og vi hører dagligt om, at mennesker ødelægger hinanden i strid og uforsonlighed.

Men: Enhver som gør synden er syndens træl siger Jesus altså i dag
Ja, Og hvad så? Lever vi da i en verden uden håb? - Nej, for Jesu tale til os standser jo ikke her, den fortsætter: Trællen bliver ikke i huset for evigt, men det gør derimod Guds søn. - Hvis altså Guds søn får gjort os frie, så skal vi da være virkeligt frie.

Hvad er da frihed? sådan spurgte jeg før, og nu er jeg nødt til at spørge igen. For der er åbenbart forskel på dét, vi normalt forbinder med frihed, og det, som Jesus kalder virkelig frihed - friheden i Guds univers.

Men hvad er så denne virkelig frihed? Hvad består den af?
I bibelen står Jesu samtale om frihed omkranset af to beretninger om mennesker, der på egen krop mærkede, hvad virkelig frihed er.
Den ene var en kvinde, der netop var grebet på fersk gerning i seng med en mand, som hun ikke var gift med. Nu slæbte landets ledende mænd af sted med hende, på vej for at stene hende til døde.
Men da mændene spørger efter Jesu syn på sagen, får de svaret: "Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende".
Én efter én lusker de store mænd bort. - Den, der gør synden, er syndens træl. - Her kan end ikke dé kalde sig frie, men forsvinder ganske stille bort fra stedet.

Tilbage står nu kun kvinden og Jesus.
"Heller ikke jeg fordømmer dig" siger Jesus til hende, "Gå bort og synd fra nu af ikke mere." Den dødsdømte kvinde kan rejse sig op og gå derfra, ikke bare fri, men virkelig fri.

Så er der beretningen om en blindfødt mand, som Jesus giver synet, og som i mødet med Jesus oplever troen vokse frem i sig. - Også han oplever, hvad virkelig frihed er.
Når Jesus gør et menneske frit, så bliver intet som før. Den dødsdømte på afgrundens rand går bort som et nyt menneske, den blinde kan pludselig se og tro, slaven får sit frihedsbrev og er ikke mere nogens træl.

Som apostlen Paulus udtrykker det: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. - Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!
Så radikalt anderledes er det at være virkelig fri.
Den, der før var syndens træl, fanget i det ondes magt, flyttes over i en verden af frihed, hvor syndens træl er blevet til Guds barn, og er blevet virkelig fri.
Og det er en frihed som vi ikke får af os selv, her kan vi nemlig ikke klare os og befri os selv - her behøver vi altså en befrier, og som sådan er det, Jesus er kommet til verden…Han er vores evige befrier, som skal vise os vejen og som skal give os mod til at gå den..
I dåben får vi at vide, at vi må se os selv som virkelig frie. Som mennesker, der er flyttet ind i Guds kærlighed.

Men så er det også at vi skal huske på at frihed forpligter.
Det land, der får sin frihed, må selv i gang med at gøre landet godt at
bo i….Frihed betyder ansvar! Det mærkes også tydeligt i disse tider. Frihed er, at vi lever i bundethed i Guds univers.

Kristi kærlighed tvinger os, siger Paulus….Den, som Kristus har gjort fri, lever ikke mere for sig selv, men lever for det, som Kristus står for – og det er intet mindre end kærligheden til og ansvaret for vore medmennesker. Det er den frie opgave til os. At vi skal leve i kærlighed.

Det gælder os alle, at den frihed vi har i troen på Jesus, er en frihed, der forpligter, fordi hans kærlighed til os tvinger os til selv at gøre, hvad vi kan for at elske.
Og er det ind i mellem svært og ser håbløst ud, så lad os holde fast ved Jesu ord om, at det onde ikke bliver i huset for evigt, men at han, Guds søn, er der for evigt. Guds Søn, der har gjort os virkelig frie og gav os frihed til lade os tvinge og binde af hans kærlighed, og af kærlighed til vores medmennesker.

Da kan vi også med lethed sige som bisp Thomas i sin tid gjorde:
"Frihed er det bedste guld
som sol bestråler over muld,
lad den dit smykke være!”
Og så dermed i al evighed takke for den ære, at vi hans sønner og døtre må være.

Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og HÅ. Du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed

Dagens salme:

www.youtube.com/watch

613
Herre, du vandrer forsoningens vej
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Tore Littmarck 1973

1. Herre, du vandrer forsoningens vej,
selv både flygtning og fredløs.
Drevet af kærlighed måtte du gå
for os ad smerternes gade.
Vis os da vejen, forsoningens Herre,
og giv os mod til at gå den!

2. Herre, du viser os frihedens vej.
Fri er kun den, som kan tjene,
den, som i kærlighed glemmer sig selv,
den, som fik tilgivet meget.
Vis os da vejen, du frihedens Herre,
og giv os mod til at gå den!

3. Herre, du vandrer ad enhedens vej.
Lær os at gå over grænser!
Kundskab og sandhed og omsorg og ret
må vi som søskende dele.
Vis os da vejen, du enhedens Herre,
og giv os mod til at gå den!

4. Herre, du viser os Himmelens vej,
den, som os fører til livet.
Målet er Himlen, men jorden vor vej.
Selv går du her ved vor side.
Vis os da vejen, du Himmelens Herre,
og giv os mod til at gå den!

Store Bededag

Det er Store. Bededag - den dag i kirkeåret, som med tiden er blevet den helt store konfirmations dag landet over. Sådan skulle det ikke blive i år, men vi må nu se frem til og ikke mindst bede til, at de nye datoer for konfirmandernes store dag må blive en realitet, omend det kommer til at ske senere på året.

Store Bededags tekster skal vi alligevel have med:

Salmisten skriver i det gamle Testamente!
Fra det dybe råber jeg til dig, Herre.
Herre, hør mit råb,
lad dine ører lytte
til min tryglen!
Hvis du, Herre, vogtede på skyld,
hvem kunne da bestå, Herre?
Men hos dig er der tilgivelse,
for at man skal frygte dig.
Jeg håber på Herren,
min sjæl håber;
jeg venter på hans ord,
min sjæl venter på Herren
mere end vægterne på morgen,
end vægterne på morgen.
Israel, vent på Herren,
for hos Herren er der troskab,
hos ham er der altid udfrielse.
Han udfrier Israel
fra al dets skyld.

Epistlen skrives i brevet til hebræerne:
Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige ved sit jordiske legeme, og vi har i ham en stor præst over Guds hus.
Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand. Lad os holde urokkeligt fast ved bekendelsen af vort håb, for han, som gav os løftet, er trofast; lad os give agt på hinanden, så vi tilskynder til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik, men formane hinanden så meget mere, som I ser, at dagen nærmer sig.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: “Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!
Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne.
Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!”

Prædiken
Det er fjerde fredag efter påske – Men det er også store bededag og varme hveder dag…Dem spiste vi vist allerede i går aftes, med mindre vi altså lige fik levnet en enkelt eller to til morgenkaffen.

Nu lakker det mod enden med forårets mange fridage eller skæve helligdage, som vi kalder dem.
Er vi nu ikke ligefrem stået tidligt op for at gå i haven - ja, så var vi (hvis det havde været under helt normale omstændigheder) stået tidligt op for at gå i kirke og fejre en folk skønne konfirmander på deres store dag, som de har set frem til så længe. - Sådan blev det desværre ikke lige nu, og vi kan kun håbe på og bede til, at det forhåbentlig er ved at lakke mod enden med Coronakrisen, og at det alt sammen nok skal lykkes alligevel, når vi når frem til nye konfirmations datoer til august.

Konfirmationer eller ej – så må vi vel konstatere, at der er frit valg på alle hylderne til, hvad vi så hver især har tænkt os at foretage os.

Men sådan har det ikke altid været!...I gamle dage var St. Bededag en ganske alvorlig en sag, som blev respekteret for dét, denne dag nu var.. - Og når kirkeklokkerne ringede fra kl. 18 St. Bededags kvæld, og indtil såvel gudstjeneste som højmesse, tolvprædiken og aftensang var overstået, var alle former for spil, handel og underholdning forbudt.
Der var tvungen kirkegang for ALLE, som ifølge den Kongelige Forordning skulle indfinde sig – og det både rettidigt og i ædruelig stand.
Sådan var det dengang, og man turde ganske enkelt ikke andet, end at rette sig derefter.

Dengang handlede St. Bededag om bøn – og det gør det jo sådan set stadig. Det kan ingen være i tvivl om efter at have hørt dagens evangelium, hvor Jesus meddeler højt og inderligt: ”Bed, så skal der gives jer” – Gamle og unge – voksne og børn – I byen, på landet og på heden.
”Bed, søg og bank på.”

Vores folkekære gamle digter, Jeppe Aakjær, skrev engang i et af sine mange digte så malerisk om barndommen på den jyske hede. Om den slidsomme hverdag, hvor rugen udgjorde det daglige brød, og hvor en stakkels vejmand kunne slå skærver hele sit liv, og endog ikke engang kunne gøre sig fortjent til en sten på sin grav. - Et liv hvor det var småt med alting - med fattigdom og armod - og dog, som altid hos Aakjær, rammet ind af en storslåethed helt uden lige i Guds frie natur.

Han skriver i digtet "Min hjemmen" fra 1901 om hvordan den gamle bedstefar stavrer om ved skorstenen i den lille lavloftede stue, der kun er oplyst af det svage måneskin. Moderen kommer slæbende ind ad døren med den tunge mælkespand -og faderen kommer kroget og nedbøjet ind fra stalden, hænger trøjen op ved bjælken, spiser tavst, indtil han siger: "Lad os takke Gud for mælken!" Og så skriver Aakjær:
"Bad vi da i lys fra Maanen,
som kun børn og bønder beder,
medens tunge stjerner tændtes
over brede, tavse heder".

Tænk så lige på linjen "som kun børn og bønder beder"
..For i dag handler det om bøn.
…Men hvordan? Og hvorfor beder vi til Gud? - Hvorfor egentlig fremhæve børn og bønder?

Ja, der er nok ingen tvivl om, at vi beder til Gud på stort set lige så mange måder, som vi er mennesker. - Bøn er samtale, og enhver må sige sit med sin egen stemme.
Men tænk lige igen engang igen over Aakjærs: "børn og bønder", der jo er den måde, hvorpå han beskriver deres bøn som noget aldeles umiddelbart og tillidsfuldt. - Aakjærs univers er ikke befolket af mægtige mennesker med stor myndighed og magt - mennesker, der er vant til at blive hørt og vant til at få, hvad de end beder om. -
Tværtimod ligger Aakjærs hjerte hos de ydmyge…Dem, som er "børn og bønder" i hjertet. - Det er dem, der kæmper for det daglige brød - dem, der nok ved hvad de er værd, men som også ved hvor meget de IKKE selv magter. - Dem, der ved hvad det vil sige at være underlagt de store ukontrollable kræfter, som naturens luner, den jyske hede og Gud Herren selv.

Deres bøn skal fremhæves, fordi den så tydeligt er en bøn båret af tillid.
Og her er ikke tale om en ønskeseddel, eller en bestillingsliste om dette eller hint, men simpelthen en udvidelse af den bedenes perspektiv fra ikke kun at omfatte det jordiske men også det himmelske. - Det er en bøn, der for en stund løfter blikket fra mælkemaden i den lavloftede stue helt op til de tunge stjerner over de brede tavse heder.

Og det er jo præcist dét, bøn gør. - Løfter os ud over vores egen lille og måske smålige verden - ud hvor der er højt til himlen og hvor perspektivet på vores liv, er det perspektiv, Gud giver os...At vores liv er større end bare at være os selv. - Ja, man kan godt sige at bønnen "sætter os på plads" på en måde. / Ikke sådan at forstå, at det så er en irettesættelse! For bønnen sætter os på en god plads - dén plads, der hedder at vi i dåben blev gjort til Guds børn og arvinger til det evige liv.
- Det er perspektivet på vores liv. Og bønnen er vores svar på Guds handlen med os.

Svaret kan nogle gange være en tak, mens det andre gange er et nødråb - andre gange igen kan det være noget helt tredje eller fjerde eller femte, men altid er det et svar til den Gud, der godt vil have med os mennesker at gøre; også selvom vi måske indimellem ikke vil have med Ham at gøre.

Bønnen hænger tæt sammen med dåben, for så vidt at det netop er dér vores tillidsforhold til Gud begynder og ender. - Og faktisk er Evangeliet til i dag dén del af det, man kalder bede- banke- bønnen - en del af det gamle dåbsritual, som tidligere blev brugt i kirken.
…I slutningen af middelalderen sagde præsten ved dåben: "Tag dette barn til dig, Herre, og eftersom du har sagt: Bed, så skal I få, søg, så skal I finde, bank på, så skal der lukkes op for Jer, så giv nu det gode til den, som beder, åbn døren for den, som banker, at han må erhverve dette himmelske bads evige velsignelse og modtage din gave."

Sådan lød det, efter at præsten nede ved kirkedøren havde foretaget en såkaldt djævleuddrivelse på det lille barn. Og efter flere bønner og Fadervor med blev barnet båret ind i kirken og døbt ved døbefonten, med de selvsamme ord, som lyder i dåben i dag.

I dag har vi ingen djævleuddrivelse før dåben, og vi kalder alle børn for Guds skabninger, også dem, der endnu ikke er døbt. Men selvom meget er anderledes i dag; så kunne vi alligevel godt have beholdt bønnen om at bede og banke på i dåbsritualet.
For det giver jo mening at sige, at det netop er pga. dåben vi har muligheden for at bede til Gud, som vores kærlige far. Og derfor er det, vi tør tro på, at det er rigtigt som Jesus siger, at "når vi, som er onde, kan give vores børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres far, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!"

”Gå ind af den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen.”

At være fortabt er at være uden perspektiv! Det at være overladt alene til sig selv.
Og svaret på det kan dybest set kun være bøn til Gud – bøn om at holde os fast, når vi ikke selv magter det, og som skal minde os om, at vi er skænket syndernes forladelse og det evige liv.

Bøn er i sit væsen en kærligheds- og tillidsytring, der fortæller, at der er noget, vi trænger til og håber på. - At der er noget, vi behøver hjælp til….Det gælder i vores hverdag, når vi beder hinanden om hjælp eller udtrykker, hvad der ligger os på sinde - om håb og længsler - og såmænd også når vi møder hinanden i den håbefulde forventning om et knus, et kærligt smil eller blot et venligt ord.

Men ligesom Gud ikke er en maskine, der bare kan fyldes op med alle vores krav og behov, ligesådan er det mellem mennesker. - Kærligheden har to parter, som gør at vi sommetider må give afkald for at dele med en anden.

Det er en dyb, forunderlig, og til tider smertefuld erfaring i livet, at der skal bedes, søges og bankes på –endda af og til længe og inderligt, førend vi ænser svaret. Og endnu mere gådefuldt og livsbekræftende er det at se i bakspejlet, at der blev svaret, men med et helt anderledes svar end dét, vi umiddelbart havde forventet. Og måske netop derfor var vi i lange tider blinde og døve for svaret.

Bøn gør altså noget ved os, den sætter os i bevægelse og sender os til tider derhen, hvor vi ikke ønsker det. Men det er jo netop for at vise os, at dér, hvor vi allermindst forventede det, finder vi svaret, og dér åbnes dørene for os.

Det er et spørgsmål om at give slip på sig selv og sit eget. Om at vende blikket og ørene ud mod verden og til den, der ligesom jeg selv, har brug for at nogen lytter og svarer.

Jesu ord til os i dag er ikke et påbud - det er en tilladelse – det er en vej, en port der åbnes for os til Gud…..Bøn er at få luft - at kunne række ud efter himlen, og at der er kommet en som har fortalt os, hvem vi er og derfor kan sætte vinger på vores ord, håb og drømme – så helt og aldeles andre, end vi selv, i vores vildeste fantasi, kunne have sagt os det.

Manden var Jesus Kristus, som kom dumpende ind i vores historie for at sætte hjerter i brand og uro, fordi han fortalte, og levede og døde et sælsomt liv, som er og bliver gådefuldt.
Det gådefulde er, at vi ikke er overladt til os selv – at vi er blevet indhentet bagfra og overrumplet af Guds uendelige kærlighed, NU og til evig tid.

-Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og HÅ. Du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed
Amen!

Dagens salme:
lyt på: drive.google.com/…/1Zq4vYLLPNYvU7G4_X9xUCy0pUJ…/view

588
Herre, gør mit liv til bøn
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Stille er min sjæl til Gud

1. Herre, gør mit liv til bøn,
tømt for krav og tømt for løn,
fyldt med sandhed, fyldt med ånd.
Fyld med handlekraft min hånd!
Jordens mindste suk og skrig
høres lydt i Himmerig!

2. Du er nær, min ven, mit værn,
Gud, uendelig og fjern,
nær som hunger og som tørst,
du er sidst, og du er først,
lyset først i verden sat,
lyset i den sidste nat.

3. Du, den højeste Guds Søn,
ét med mig i angst og bøn.
Ingen vej du kunne se,
da du bad: Guds vilje ske,
da du bad den sidste nat:
Hvorfor har du mig forladt?

4. Helligånd, Guds åndedræt,
lær du mig at bede ret,
bed for mig, som ikke ved,
hvad der tjener til min fred.
Herre, bær mit suk og skrig
som din bøn til Himmerig!
Johannes Johansen 1989, 1990 og 1994.

3. søndag efter påske

I dag skulle have været den første dag med konfirmation i Vitved kirke. Det må nu vente, indtil vi kommer på den anden side af sommerferierne - til august.

Men i dag - konfirmation eller ej - på denne 3. søndag efter påske skal det alligevel lyde sådan:

Denne hellige lektie skrives i Anden Mosebog:
Moses vogtede får for sin svigerfar Jetro, præsten i Midjan. Da han engang havde drevet fårene langt ud i ørkenen, kom han til Guds bjerg Horeb. - Dér viste Herrens engel sig for ham i en flammende ild fra en tornebusk. Moses så, at busken stod i lys lue, men at den ikke blev fortæret af ilden, og han tænkte: “Jeg må hen og se nøjere på dette mærkelige syn! Hvorfor brænder busken ikke?” Men da Herren så, at han gik hen for at se det, råbte Gud til ham inde fra busken: “Moses! Moses!” Han svarede ja, og Gud sagde: “Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord.” Og han sagde: “Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.” Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud.
Så sagde Herren: “Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde. - Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten.” Moses sagde til Gud: “Hvem er jeg, at jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten?” Gud svarede: "Jeg vil være med dig, og dette skal du have som tegn på, at det er mig, der sender dig: Når du har ført folket ud af Egypten, skal I dyrke Gud på dette bjerg." Moses sagde til Gud: "Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?" Gud svarede Moses: "Jeg er den, jeg er!" Og han sagde: "Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer."

* Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger:
Da Peter og Johannes i templet havde helbredt en lam mand, hentede rådet dem ind og spurgte dem: “Med hvilken magt og i hvilket navn har I gjort dette?”
Fyldt af Helligånden svarede Peter dem: “Folkets ledere og ældste! Når vi i dag bliver forhørt på grund af en velgerning mod en syg mand, hvordan han er blevet helbredt, så skal I alle, ja, hele Israels folk vide, at det er i Jesu Kristi, nazaræerens, navn, ham som I korsfæstede, men som Gud oprejste fra de døde, at denne mand står rask foran jer. Jesus er den sten, som blev vraget af jer bygmestre, men som er blevet hovedhjørnesten. Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.”

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde: “Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.” Thomas sagde til ham: “Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?” Jesus sagde til ham: “Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.”
Filip sagde til ham: “Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.” Jesus sagde til ham: “Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.”

Når vi indimellem kan være utilfredse og skælder ud på hinanden, så er vi rigtig gode til at finde på ord, som i den grad er med til understrege dén utilfredshed, der nu er tale om lige netop den situation vi befinder os i.

På samme måde er det, når det modsatte er tilfældet, når vi er glade og viser kærtegn. Ja, så er der heller ikke her nogen grænser eller begrænsninger for, hvad vi siger til hinanden.
”Du er en skat” – ”du er smuk og dejlig” ”Du er min glæde, min elskede” ….. og så videre… hvad der nu lige falder for…
Sådan lyder det fra forældre til børn, sådan lyder det fra menneske til menneske, fordi det ikke er helt nok med bare én måde at udtrykke os på.
Finder vi at noget er godt og dejligt, så må ordene tygges på, og nye må findes på og findes frem for hele tiden at fortælle, at her bor dejligheden og glæden; her er noget så vigtigt, noget der fylder så meget, at det aldrig kun kan udtrykkes på én måde….Sådan er det i alle livets sammenhænge, og sådan var det også for Jesus. Han gør alt hvad han kan for at finde så mange ord som muligt – ord, der kan fortælle, hvad det alt sammen handler om med ham, hvad der er på spil - hvad det er, der er løbet over oppe fra himlen, dengang han kom dumpende ned iblandt os.

Og derfor siger han også om sig selv: ”Jeg er den gode hyrde, jeg er livets brød, jeg er det sande Vintræ” - Og i dag: ”Jeg er vejen og sandheden og livet”…..Men det handler alt sammen om det samme, nøjagtig ligesom de mange forskellige kærlige ord og udtryk vi finder på at bruge overfor hinanden. Forskellige ord. Som vi finder at bruge om den samme person.

Evangeliet i dag fortæller om tiden lige inden Jesus skal forlade disciplene den sidste gang. Ham, som de havde haft hos sig nat og dag – Ja, næsten som man har sand mellem tæerne, der ikke til at ryste af sig….Nu skal han forlade dem for at være luften, de ånder og lever af.
Det er jo straks noget mere uhåndgribelig, og kræver en vejledning. Det kræver en ”brugsanvisning”, som Jesus aldrig er kommet særlig langt med, fordi disciplene ikke forstod et muk af det hele. ..Sådan kan vi også kan ha’ svært ved at fatte alting, og hvor er det svært at få styr på alt mellem himmel og jord….For hvordan er nu lige himlens måde at skrive brugsanvisninger på?

Nej, så er det da godt nok nemmere at stå med et stykke papir i hånden, hvorpå der helt nøjagtigt står hvor mange skruer, der skal til og i hvilken retning, der skal skrues og sættes sammen - Og gør du sådan, så vil det gå dig vel og dit liv vil komme til at hænge sammen som en solid og godt sammenskruet kommode fra Ikea.

Sådanne brugsanvisninger får vi bare ikke med os, når det handler om Himlens budskab. Nej, her må vi forholde os til de ord Jesus siger til os – som i dag, at han er "Vejen, sandheden og livet”.
…Jamen, hvilken en vej, hvilken sandhed, hvilket liv, spørger vi og kigger os forvirrede omkring, nøjagtig ligesom Thomas, der sagde: ”Herre, hvor skal vi gå hen”, og Filip, der står overfor den levende Gud selv og ikke hverken kan se eller forstå, at det er dét han gør.
Ja, ja, det er godt med dig, men tag nu og vis os den ægte vare, siger Filip - Giv os lige den præcise måling og temperatur og højde og breddegrad og koordinaterne på Gud og livet selv, og vi skal slet ikke plage dig mere.

Det er vel også et rimeligt forlangende, tænker vi! Akkurat lige så rimeligt og selvfølgeligt som vi nu, her årtusinder senere brøler ud i tilværelsen og den tomme luft: ”Giv os forklaringen på alting i livet og på jorden” – Vi os hvordan vi bliver lykkelige? Vis os vellykkede mennesker med en velordnet tilværelse, kønne kloge børn, penge på kontoen og en pensionsopsparing, og fortæl os så hvorfor i alverden der er ondskab, terror, pandemier og død, krig og vold og sultne børn i verden....Giv os nu en opskrift, en forklaring på det alt sammen!

Ja, får vi den ikke….så roder vi bare videre med næsen i mudderet efter denne forklaring, denne brugsanvisning - opskriften på hele dette ustyrlige liv.
Den må da være der et sted, dén med de helt præcise anvisninger og den lille pose med søm og skruer og tegningen, som viser nøjagtig, hvilken dims, der skal ind i hvilket hak, for at dette mærkværdige liv kan blive, som vi nu én gang gerne vil ha’ det.

Jamen, så slå nu ørerne ud og lyt engang til dét, der bliver lagt os i hænderne i dag – for det er jo selveste brugsanvisningen: Jesus Kristus - Vejen, Sandheden og Livet.
Men han er ikke en pose af små dimser, der kan skrue vores liv succesfyldt sammen - Han kan ikke gøre os hverken yngre, rigere, klogere eller smukkere, men han kan noget og vil noget, der er så meget vigtigere end dét; Han vil være vores LIVSVEJ - selveste den vej, du færdes på hver gang du tager blot et eneste lille skridt. Han vil være dit livsgrundlag, der holder dig oppe og bærer dig, giver dine fødder styrke og dine ben bærekraft til at gå skridtene, du skal gå.

Sådan skal vi forstå at koncentrere os om det væsentlige; nemlig at der er en vej, der er beredt for os! Vi skal vide ikke bare hvor vi skal gå hen, men hvad vi vil med den vej, når vi færdes på den fra begyndelsen til enden.

Begyndelsen er, at vi er skabt af Gud og sluppet løs her i livet på jorden. Slutningen er, at uanset hvordan det så er gået os på denne vej, så havner vi i den samme Guds kærlige hånd….Hvad vi så end finder på at foretage os mellem disse to yderpunkter - ja, dét er netop dét vi kan koncentrere os om, fordi vi ikke samtidig skal bekymre os, om der nu også er en vej at gå på.

På denne klippefaste vej kan vi frit bruge kræfter; også på alt muligt andet her i livet. – Vi kan nyde udsigten, trække vejret ind i fulde drag. Vi kan mærke solens varme, se det hele spire og gro, dufte den første forårs regn på grødefulde marker og enge! Vi kan tænke på de mennesker vi går vejen sammen med – dem, der har brug for vores hjælp og omsorg og kærlighed, mens vi går her ved siden af hinanden.

Sådan er vi sluppet løs i livet på en vej, der aldrig løber ud i sandet og aldrig ender blindt. Vejen hedder Jesus Kristus! …Det er ham, der er Vejen, Sandheden og Livet; Guds kærlighed, som kom til os på denne jord
…. Der er altså ingen grund til at brolægge nye og stier og vilde gader og veje i Universet.. Vejen er der jo, Gud har selv lagt den for os at vandre på - Følg den, lev den på godt og ondt.

”Kom nu”, siger livets Gud: ”lad mig lokke dig ud i livet. Jeg er selv gået forud for dig, for at du kan se, at det kan lade sig gøre trods smerte og lidelse. Jeg er grundlaget du går på, jeg er din vejs begyndelse – og jeg er dine vejs slutning.”

"Begynd nu at gå den og vær ikke bange, gå ud i det smukke forårs vejr og lad ikke dit hjerte forfærdes, for jeg er med dig på vejen!" siger Guds Søn til os i dag.
"Jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende – Også, når rejsen slutter engang i de evige boliger. "

Og derfor kan vi da sige:
Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed

God søndag!

Dagens salme på nedenstående link, som vi også altid synger på denne tid af året ved konfirmationerne:

2. søndag efter påske

I dag er det 2. søndag efter påske - Hyrdesøndag!

 

 

Salmisten skriver:

 

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.
Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.
Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.

 

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: “Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det lige ud.” Jesus svarede dem: “Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i
min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.
Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.” Joh 10,22-30.

 

 

Det er hyrdesøndag - den søndag i kirkeåret, hvor vi erindres om, at Himlens Gud er som en hyrde for os. Og det er godt at vide; ikke mindst i en krisetid! Han førte sit folk fra slaveri i Ægypten og ledte det til landet, der flød med mælk og honning. Som en hyrde er himlens Gud, der leder sit folk ad de rette stier.
Det vidste Jesu landsmænd. De kunne det udenad, sådan som de havde lært det, fra de var børn og gennem generationer. Derfor var det nok heller ikke underligt, at de var forundrede, da Jesus nu stod frem og forkyndte at HAN var den gode hyrde.

 

Gud er den gode hyrde - det vidste de. Nu stod så denne tømrer søn her og påstod: ”Det er mig, der er den gode hyrde; den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Derfor elsker faderen mig”… fordi jeg sætter mit liv til for at få det tabte tilbage.

 

”Han er ikke rigtigt klog”, råbte de – ”Han er vanvittig, han taler jo som var han besat af en ond ånd”.
De MÅTTE derfor stille ham uendelige spørgsmål, ligesom så mange spørgsmål har lydt lige siden.
Hvem er du, som siger og gør de gerninger intet menneske hverken før eller siden har lagt ord, liv og krop til? Hvem er du, som vover at sætte dig ved siden af Gud, ikke oppe på den høje himmelske piedestal, men helt nede på jorden, ved siden af os mennesker, både mens vi lever, og den dag vi lægges i og under jorden.

 

Spørgsmålene er blot et ekko af den uophørlige undren, som har lydt gennem alle årene lige siden dengang.
Det var den undren, der fik fattige fiskere til at følge ham, da han kom forbi og sagde: ”Følg mig!” - Og de rejste sig, forlod deres båd og garn og fulgte ham….Hvorfor mon? - Fordi de så blev klogere på livet, på Gud og på dem selv?
Næppe! For var der noget disciplene forblev, så var det dumme på livet, dumme på Gud og så ufatteligt dumme på sig selv!

 

”Hvem er han”, spurgte de alle som én. Han som kommanderer over både bølger og dæmoner?
Han som udfordrede farisæernes og de skriftkloges fastlåste meninger om Guds vilje og lovens bud. - ”Hvem er Han, der vover at tale om sig selv på den måde?” Ja, selv hans allernærmeste disciple undrede sig.
Og da han en dag spurgte dem; ”Hvem siger folk at jeg er?”, og Peter remsede folks mening og sin egen bekendelse op og svarede: ”Du er Kristus, den levende Guds Søn!”, da forstod han næppe selv dybden af sit svar. For da Jesus derefter siger, at han med åbne øjne går mod sin død og grav, forsøger Peter ikke at støtte ham, men derimod at forhindre ham: ”Nej, sådan må det aldrig gå!”….Men da det alligevel gik sådan, flygtede Peter og de andre, gemte sig rystende væk bag lukkede døre og vinduer, for de forstod ikke hverken langfredag eller påskemorgen!

 

Der var tilsyneladende altid diskussion om Jesus. Han var ikke uimodsagt, og derfor er der vel heller ingen grund til at hans disciple og efterkommere skal være det.
Åbenheden – flertydigheden - har været et af kristendommens særkender helt fra begyndelsen.

 

Vi har Evangeliet om Jesus Kristus - det glædelige budskab - der jo for så vidt er ét, al den stund der kun var én Jesus med ét liv. Men alligevel er historien om ham ikke entydigt set gennem de fire forskellige evangelisters øjne….Og de fire var da heller ikke de eneste, der dengang følte trang til at skrive deres version; I oldkirken har der været måske henved 30 forskellige evangelier i omløb.
…Så der var da diskussion dengang omkring Jesus, og der er det i dag. I bund og grund fordi vores forhold til Jesus ikke er et forhold, der baserer sig på viden.
Min gamle tysklærer i skolen plejede gerne at slutte sin undervisning af med at sige: "Og nu har I så lært det, så ved I det, og I glemmer det aldrig!"

 

Det havde han nok ikke helt ret i, men tanken er da behagelig, at har man først fået noget at vide, ja så ved man det, og glemmer det aldrig. Og når noget er sandt, så er det altid sandt, på samme måde som det til hver en tid er sandt at 2+2 = 4. Det er netop et meget kontant forhold til hvad viden er.
Det er på den samme kontante måde jøderne spørger Jesus: ”Er du er Kristus, så sig os det ligeud".
"Sig os det, så vi forstår det og ved det, én gang for alle, uden dikkedarer og omsvøb og på en måde, så vi aldrig mere skal være i tvivl eller glemme det"….Det er, hvad jøderne forlanger af Jesus dér i Salomos søjlegang.

 

Og det ville egentlig være dejligt, om vi også kunne forlange dét af Jesus i dag: et kort og kontant svar, forståelighed og vished. For det er da opslidende at skulle nøjes med overleveringer og evangelister som ikke engang er helt enige.
Vished kan vi ikke leve foruden. - Jo vigtigere noget er, jo større er behovet for vished. - Vished fra de mennesker vi holder af, vished omkring det, der virkelig betyder noget i vores liv. Men der er jo bare en forskel på vished; om den drejer sig om matematik og tyske verber, eller om kærlighed og tro.
Jøderne vidste meget om Jesus. De vidste at han var tømrerens søn fra Nazareth, de kendte til hans klogskab, de havde hørt om hans tegn og undere - de vidste, at han kunne helbrede, de vidste at han kendte både Skriften og Loven og Profeterne. Og alligevel var de i tvivl om det allervigtigste: ”Er han Kristus?”…Er han den, der virkelig skal gøre den helt store forskel? Er han virkelig Guds søn?

 

Jøderne på tempelpladsen havde helt sikkert en oprigtig længsel efter Kristus. De længtes efter et magtfuldt guddommeligt indgreb, der som med et trylleslag mirakuløst kunne oprette Davids riget, bringe fred i landet og frelse til hele folket - fra de ulykker, som kom over dem.
Og så er det, at det er så skuffende, at det ikke er sådan Gud arbejder. Gud gav hverken jøderne dengang, eller os i dag - som med et trylleslag - en klippefast vished og et klokkeklart svar på hvem Jesus er. Gud gav os derimod et svar, som vi aldrig glemmer. For Gud taler til troen og ikke til vores forstand.

 

Gud kommer ikke ovenfra med magt og vælde og blæser os omkuld, så vi kan se hvor mægtig Han er - Nej, Gud kommer til hver enkelt af os, og forsøger med sin kalden at give os det stik i hjertet, som gør, at vi ikke kan lade være med at følge ham - som et får, der lydigt og trygt følger deres hyrde.
Nu kender jeg ikke meget til får. Men det forlyder, at de faktisk ikke er særlig kloge. Bliver en fåreflok ved havet overrasket af tidevandet, ja så bliver de bare stående og drukner, i stedet for at søge mod land. .. Sådan er det med får, for de ved ikke, hvilken vej de skal gå, hvis de ikke har en hyrdes stemme at følge.

 

Og det er i virkeligheden ikke helt forskelligt fra os – selvom vi nok ikke bryder os om at blive sammenlignet med et får - Vi bliver nok ikke ligefrem stående ubeslutsomme på samme sted, men hvis vi glemmer, at vi har en hyrde, hvis stemme vi skal følge, så render vi i stedet forvirrede rundt efter snart det ene skinnende tilbud på sjælefred, snart det andet.
Kristus - det opstandne Ord - er vores hyrde, som siger til os: ”Jeg og faderen er ét”!
…Det er ikke og vil aldrig være en viden vi besidder og kan bære med os. Det er derimod en vished, der bærer os, og som vi kun kan tage imod.

 

Herren er min hyrde! Fra fortiden kan vi i tillid tage imod og forholde os til de svar som andre, i mødet med Jesus, gav på spørgsmålet; ”Hvem er du?” – Nu og i fremtiden kan vi med TRO og HÅB vente på den endelige afklaring, som vil rydde enhver tvivl til side. I et møde, hvor vi ikke længere ser hans ansigt som i et revnet spejl, men i stedet ser det klart og tydeligt.

 

Og indtil det sker, kan vi leve af og med den kærlighed, som i sidste ende vel var den største provokation, når han hævder at elske endog dem, der vil ham til livs….En kærlighed så overvældende og uforståelig, at den med Jesu egne ord kun kunne begrundes med, at Han og Faderen er ét - netop i kærligheden.

 

Det er kærlighedens beroligende stemme til fårene i flokken – ja, til alle os små mennesker i Guds univers.

 

Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed!

 

 

God søndag!

 

 

Dagens salme: 398
Dybe, stille, stærke, milde
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Johann Balthasar König 1738
Herre, jeg har handlet ilde

 

 

1. Dybe, stille,
stærke, milde
Guddoms-ord fra Himmel-havn,
blidt de kalde
hjerter alle
i den gode hyrdes navn,
vidne om, hvad os er givet:
Jesus er vor vej til livet.

2. Frelser kære!
Tak dig være
for din nåde mod vor jord!
Tiden rinder,
verden svinder,
evig dog består dit ord.
Med dit ord din nåde varer,
er vort værn mod alle farer.

3. Drag de mange
sjæle bange
til dig ved din Helligånd!
Alle vegne
døden segne
for din stærke frelserhånd!
Før os an på livets veje,
før os ind til livets eje!

Theodor Wilhelm Oldenburg 1840.

Mariæ Bebudelsesdag

"Hvad var det dog, der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smelte ved at se det
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit sølvblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted dér i fjor."
Sådan skrev Kaj Munk i 1944 - i en smuk sang om den blå anemone.

Her på den sidste søndag i marts, hvor vi nu har skruet tiden frem til sommertid, er vi i kirkeåret nået til Mariæ Bebudelses dag. Det er dagen, hvor jomfru Marie får besøg af englen, som fortæller, at hun skal blive gravid og føde Guds barn på jorden.
Det er også dagen, hvor vi - hvis alt havde været normale tilstande - skulle have haft vores årlige forårssang i Fruering kirke. Men, ligesom alt andet og dagens gudstjenester er også denne begivenhed desværre aflyst.

Det skal dog ikke afholde os fra at få dagens Evangelium med i dag efter 2. tekstrække, hvor Maria synger sin lovsang for Herren:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Da sagde Maria: "Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt.
Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.
” Luk 1,46-55

Fuglene flyver og bygger reder. Der er lærkesang foroven. Påskeliljer og anemoner blomstrer lige nu forneden. Det nye liv, er på vej. Snart er tiden inde.
”Hvad gennembrød den sorte jord, og gav den med sit sølvblå flor
et stænk af himlens tone?... Den lille anemone!
Snart vil jorden vise sig så svanger med liv, som bare bryder igennem overalt.

Hvor er det berusende og intenst, når foråret med sit nye livs under afløser vinterens kolde golde stilstand. Nu bevæger alting sig igen. Nu sker der noget. Nu rører det nye liv på sig. Og det må vi glæde os over, selv i en svær tid, hvor vi må stå sammen om at holde afstand en endnu uvis tidshorisont.
På samme tid må vi glæde os over, at der er noget i luften. Og det er en glæde i slægt med julens glæde, vi mærker. Sådan som det også understreges her på Mariæ bebudelsesdag - Jesu undfangelsesdag her tæt ved forårsjævndøgn, hvor der så er cirka ni måneder til jul.

Der var engang en ung gravid kvinde, som arbejdede på et gartneri. Da hendes mave var begyndt at vokse, gik hun en dag til sin chef og spurgte om en fyreseddel. "Nå!" sagde han, efter at have sendt et sideblik til hende mave, "har du været for nær på æ mandfolk?".. hvortil hun svarede forskrækket: "Nej, æ ved it hvordan det æ gån' te!"

Jo, vi ved jo nu godt, hvordan det går til. Men hvis vi gør alt til et spørgsmål om bioteknik - biologi og teknik - menneskelivet totalt begrebet i tekniske termer, så er vi for dumme.

Hvad er da virkelighed?
En præst fortalte engang op til Mariæ bebudelsesdag for sin 6-årige datter historien om englen Gabriel og pigen Maria.
Præsten spurgte nu datteren om hun kunne tegne det, hun havde hørt, hvortil pigen svarede: "Nej, mor – for jeg tegner jo aldrig sådan noget virkeligt noget"!

"Undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria". Dét er virkelighed. Det er gådefuld virkelighed. Og dét er ikke nemt hverken at tegne eller begribe. Men vi kan gribes af det.
Vi kan gribes af fortællingen! Som det lyder efter første tekstrækkes Evangelium: at englen Gabriel blev sendt fra Gud til en by i Galilæa - til en jomfru hvis navn var Maria - med bud om at hun skulle føde Guds egen søn. ”Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud.”

Det er Ånden, der er det afgørende. Det er det i gudstjeneste - og det er det udenfor kirkens tykke mure - i de ord og fortællinger, der her møder os.
Det er Ånden - Guds Helligånd, som virker med overalt, hvor liv bliver til. Som rører os så vi fornemmer og mærker ind i det allerinderste, at virkeligheden jo er langt større og rigere, end vi ofte går rundt og tror i den smålighed, som altid og på så mange måder truer os i det menneskelige.
Ligesom den unge Maria må vi - også i denne svære tid - i forundring og taknemmelighed åbne os for dét, som på ingen måde er selvfølgeligt, men som er så fuldstændigt forunderligt: At børn kommer til verden. At liv bliver til. At en blomsterpragt og farverigdom så stor, lige nu står for døren og bryder gennem den sorte jord derude. Måske som en lille sart blå anemone og synger med Maria i dag:

"For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb,
den la´r mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er din skaber stor!”

2. Påskedag

Vi er nået til 2. påskedag og Evangeliet til i dag skriver evangelisten Johannes:
Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: “De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.” Så kom Peter og den an-den discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind.

Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. ...Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle op-stå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen.
Men Maria stod udenfor ved graven og græd.

Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: “Kvinde, hvorfor græder du?” Hun svarede: “De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.”
Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: “Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?” Hun mente, det var have-manden, og sagde til ham: “Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.” Jesus sagde til hende: “Maria!” Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: “Rabbuni!” – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: “Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.” Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: “Jeg har set Herren,” og at han havde sagt dette til hende.
Amen!

Selvom vi i dag skriver 2. påskedag, så befinder vi os stadig i påskemorgens univers.…Opstandelsens ubegribelighed MÅ gentages - ja, den kan ikke gentages for tit, for det er dén, vi holder påske og pinse på. Det er på dén, vi bygger vores kirke og samfund, dén vi lever og dør på, så ubegribeligt, det end er. Det er dén, der forvandler os fra dem vi er, til dem vi skal blive.

Anden påskedag går vejen ud i verden…Den snor sig over mark og eng. Og nu må vi lukke øjne og ører op, for nu gælder det om at orientere sig og finde ud af, hvor vi står, finde ud af om det her er en sandhed eller en begivenhed, der angår mig? Og hvordan angår den mig?

Herren er opstanden! - Der gik hul på himlen i går, og ned udøstes liv, hvor der før var død, mulighed hvor der før var umulighed, lys hvor der før var mørke, håb hvor der før var håbløshed….Graven er tom! Det var den i går - påskemorgen – og det er den i dag.

Men fra og med i dag drejer det om at tilegne sig det, der skete – få det gjort til en sandhed, der er en del af os.
Og der er forskel på begivenhed og tilegnelse…
De ydre kendsgerninger er én ting, men at tilegne sig det, som noget der har lige netop med mig at gøre, er noget helt andet.
---
Evangeliet i dag handler om Maria Magdalene, og hvordan hun kommer til at forstå den tomme grav, som ender med at blive et glædeligt budskab for hende.

Hun kommer derud til graven tidligt om morgenen og ser, at stenen er væltet bort. Hun henter hjælp, mener hun – i hvert fald kommer to disciple, der begge tager benene på nakken og løber forvirret rundt, først den ene vej og så den anden vej.
De tar’ et hurtigt kig ind i graven og konstaterer at den er tom. De ser og tror ud af ren klar erkendelse, men snart er de løbet deres vej igen, mens Maria bliver stående alene tilbage.

Hun er fortvivlet over den tomme grav. Og det er slet ikke svært at forstå hende, for vi har jo brug for at vide, hvor vores døde er
…Det har Maria også, så for hende er den tomme grav den allerstørste tomhed - Så stor, at ikke engang englene, der sidder inde i graven kan formidle det gode budskab til hende.
Så stor er tomheden for hende, som døden er for os, når vi står med sorgen og smerten og siger farvel og ved, at alting er uigenkaldeligt. ...Da kan nok så mange gode engle forsøge at sige os noget fra graven.

Men Jesus kalder ikke fra den tomme grav, han kalder fra livet. ....Da Maria med tungt hjerte omsider har løsrevet sig derfra og nedtrykt er på vej hjem, møder hun ham, midt i al sin tomhed. Men hun ser og forstår ikke, hvem han er, før han kalder hende ved navn.
..Det er netop dét, der er denne anden påskedags budskab, at vi ikke kender Gud, før han giver sig til kende - før han kalder os ved navn.

Vi står i tomhed, ligesom Maria Magdalene, indtil han giver os mulighed for at se. Vi befinder os på en vej, hvor vi til tider går med megen håb og tro, og til andre tider med tvivl og hjertekval. Men hvor Gud slår følge med os når det er svært, og skænker os indsigt og forståelse, kalder os ved navn, da bliver tvivlen omvendt til tro og håb.

At blive kaldt ved vores navn er vigtigt for os – Navnet er udtryk for hele vores personlighed.
Det er vigtigt, fordi vi hver især er noget ganske særligt, søn eller datter af to mennesker, der også hver især er noget ganske særligt. ..Derfor er navnet også en uadskillelig del af ritualet ved såvel dåb som ved vielse og begravelse
…Det er vores navne, der kendetegner os hver især, og som vi reagerer på.

Derfor kender Maria også Herren igen, da han kalder hende ved navn. For da er det lige bestemt hende, der møder ham; lige bestemt hende, der ser, at den tomme grav betyder det modsatte af tomhed.

Vi er fælles om at se den tomme grav, vi er fælles om at fejre opstandelsen - Men vores anden påskedag, vores tilegnelse, forståelse, vores måde at få mening på og tro på, den er vi i sidste ende alene om. Der er et spring fra et VI til et JEG i den sammenhæng.

Påskedag fejrer vi den tomme grav – men anden påskedag omsættes dette til en erkendelse – en tilegnelse for os hver især. For Gud giver sig til kende overfor den enkelte.

I gudstjenesten bekender vi vores tro med ordene: "Vi forsager" og "vi tror". Men før det rigtig giver mening må der være et: "Jeg tror". - Et "jeg", der kan være stærkere eller svagere, men som altid har hjælp at hente fra de sammenhænge hvor vi siger: "vi".
Vi kan være med i gudstjenestens: "Vi tror" - både når vi er svage og tvivlende og bare ønsker at tro, at få hjælp til at se en mening i alting. - Og vi kan være med, når Gud har kaldt os ved navn, og vi har sagt: "Jeg tror", med overbevisning.

Hver har sin røst i det fælles kor, hver stemme sin mening, sin nuance….Vi er fælles om ritualerne, vi er fælles om kirken - men på samme tid er vi helt alene overfor Gud.

Dagen i dag handler om at tage det sorte kors bort fra gravens mørke og plante en lilje på dets plads. - Det handler om, at der er forskel på
videnskabelige, fordomsfrie sandheder og sandheder, vi kan leve af og på.…Anden påskedag skal vi hver især kunne tage helligdagens glæde og løfter med os ind i den hverdag, som er givet til os og håbe og tro på, at den hverdag, vi kender snart kommer tilbage!

Det budskab, Jesus i dag sender Maria ud i verden med er den opstandnes påskehilsen til sin menighed – Ja, til hver enkelt af os.
"Jeg farer op til min Far, til min Gud og jeres Gud" …..Eller sagt på en anden måde: Min opstandelse er også din opstandelse - Det er for din skyld påskedramaet udspilles.
...Her er det, at det hele sættes på sin rette plads – at det er livet, der sejrer over døden.

Ligesom morgenen bliver til dag, ligesom de grå skygger bliver til klare farver, når solen stiger op på himlen, sådan bliver Marias fortvivlelse og tårer og misforståelser til en klarhed. - Og solen dén morgen, det er ikke blot det himmellys, som hver morgen stiger op over os og giver liv og lys til blomster og afgrøder til dyr og mennesker – Nej, dén morgen er solen Guds solopgang fra det høje, som er steget op af gravens mørke.

Dén morgen genskabes lyset fra skabelsens morgen, da Gud lod sin Søn opstå fra de døde. Dén morgen bli' r glæden skimtet gennem tårer, og vi ser livet, som vi nådefuldt fik givet for intet. Dén påskemorgen, der slukker sorgen til evig tid.

Glædelig påske!

Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed

Herre, vor Gud! Du, som i påskens under har givet verden den gave, som kan læge alle dens lidelser, dig beder vi:
Følg, med din himmelgave, os på vores vandring, så vi må få den fuldkomne frihed, og gå frem mod det evige liv
ved vor Herre Jesus Kristus, din søn, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, - én sand Gud fra evighed og til evighed.

Dagens salme:, som også kan høres på:
www.youtube.com/watch

Troen på Guds Søn - Påske

230
Påskemorgen slukker sorgen
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Thomas Laub 1917

1 Påskemorgen slukker sorgen,
slukker sorgen til evig tid.
Den os har givet lyset og livet,
lyset og livet til dagning blid.
Påskemorgen slukker sorgen,
slukker sorgen til evig tid.

2. Redningsmanden er opstanden,
er opstanden i morgengry.
Helvede græder, Himlen sig glæder,
Himlen sig glæder ved lovsang ny.
Redningsmanden er opstanden,
er opstanden i morgengry.

3. Sangen toner, vor forsoner,
vor forsoner til evig pris.
Han ville bløde for os at møde,
for os at møde i Paradis.
Sangen toner, vor forsoner,
vor forsoner til evig pris.

4. Englehære budskab bære,
budskab bære med lovsang ny,
flyve så fage, frem og tilbage,
frem og tilbage: til grav, til sky.
Englehære budskab bære,
budskab bære med lovsang ny.

5. Bødt er brøden, død er døden,
død er døden i Paradis.
Nu ligger graven midt i Guds-haven
midt i Guds-haven til Jesu pris.
Bødt er brøden, død er døden,
død er døden i Paradis.

6. Mørket græder, engleklæder,
engleklæder de er som lyn.
Om end bedrøvet smiler dog støvet,
smiler dog støvet ved engle-syn.
Mørket græder, engleklæder,
engleklæder de er som lyn.

7. Favrt i skare op vi fare,
op vi fare fra grav i sky!
Tungerne gløde, Herren vi møde,
Herren vi møde med lovsang ny.
Favrt i skare op vi fare,
op vi fare fra grav i sky!

N.F.S. Grundtvig 1843.

Påskemorgen!

Det er påskemorgen - Herren er opstanden!

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. - Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne.
De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: “Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa.
Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.” Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.
Amen!

Nu ringer alle klokker mod sky, og det kimer i fjerne riger – Stat op min sjæl og lad frygten fly, for det er salig påskemorgen stund og Herren er opstanden….I dag er kulminationen, på livet.

Ja, selvom vi i disse tider ulykkeligvis må undvære kirken, orglets brusen og trompetens klang, så har vi dog påskens smukke lilje hos os i haver og grøftekanter at se på denne påskemorgen - gule som selveste forårssolen, der vidner om opstandelse og glæde og favntag.

Efter fornægtelse, løgn og svigt, efter langfredags mørke og påske-lørdags grå zone af forvirring og frustration, mærker vi denne påskemorgen kærlighedens varme helt ind i krop og sjæl. Og selvom påsken i dette Herrens år 2020 må fejres på en helt anden måde, end vi plejer – sammen men på afstand - så er den dog den samme opstandelsens fest og et opgør med den evige død.
Jo, det er opstandelse, oprejsning, oplysning, nåde i strømme og bølger af liv og lys – Ja, mere end vi kan rumme!
Men vi skal heller ikke rumme det - kun lade os overvælde deraf.

Jesus døde - korsfæstet, henrettet, afvist af mennesker i fællesskab med de dømte og mishandlede. - Det er det dybe mysterium, som i sig selv rummer håbet om forsoningen, det evige liv. - Gud er i mørket, som lyset, Gud er i døden som livet, og hvor dybt vi end falder eller føler os alene, så falder vi ikke ud af Gud favn.

Det er hvad Jesu død betyder for os. Og er det ikke alt nok?
Jo, men opstandelse fra de døde. Det er næsten for meget…....Det er i overflod af liv og lys og glæde - ikke kun i evigheden, men i dette liv, på denne jord.

Denne jord med sten, der rummer millioner af år, og græsstrå, der skyder op gennem sidste års visne hø for at leve bare en sommer, med plankton og blåhvaler, flyveøgler og sommerfugle - med mennesket med den nøgne hud, der føler verden - sanser der tager del i verden, med en hjerne som er et lille univers i sig selv, og som dog kan knuses på et kort øjeblik.

Svigtet, forrådt og forladt af mennesker blev Jesus lagt i graven. Og vi kunne tænke, at nu havde han da
fået fred, nu var han sluppet ud af denne onde verden, der ikke ville ham…Denne lille tilfældige klode i universet, hvor mennesker bygger op og river ned. For den er jo for lille til det evige. Menneskene har ofte nok og tydeligt nok vist på Golgata ikke at rumme den guddommelige kærlighed - mennesker svigter den jo gang på gang.
Mennesker elsker og foragter på samme tid, tramper taberen under fode, svajer hid og did med en folkestemning og råber hosianna eller korsfæst ham, alt efter hvordan vinden blæser.

Men nu er stenen væltet bort - dén sten, der skal skille de levendes flygtige tummel fra dødens evige hvile.
Fra mørket vælder lyset ud i verden. - Der blive lys, og der blev lys. Guds nådes lys i Kristus strømmer ud over denne jord, over dette liv. - Guds ord er sluppet løs i verden – han bliver hos os, og han bliver ved at tale, kalde, trøste.

Opstandelsen er Guds kærlighedserklæring til dette liv og til alle os små mennesker, der frygter for at leve og for at dø.

Se, han er ikke i graven, han er opstået fra de døde, siger englen! Gå hen og fortæl det; han er gået i forvejen for jer, til det sted I kommer fra, jeres helt almindelige daglige liv.
Der er han!

Dér går Guds kærlighed i forvejen og vejleder og lærer os at se op - at se Gud vælter stenene fra, at solen står op – lærer os at se de menneskers ansigt, som lige nu vil hjælpe eller har brug for dine hænder. - Se de mennesker, der bliver glemt og overset. Se alting – se denne verden, dens lys og vand og sten og farver, dens mylder af liv som du og jeg er en del af lige nu i den korte tid under solen, som Kristus regner for alt værd at stå op til og stå op for.

Påskemorgen slukker sorgen til evig tid. Det er et råb og en påstand om, at opstandelse; liv af døde, er Guds mening. Og det er mere, end vi kan tænke os til….

Råbet om opstandelse kan vi måske først høre, når vi ikke har andet håb. Når kærlighed til dette liv og de mennesker vi ellers er omgivet af ikke lige nu kan være hos os. Et fællesskab og en samhørighed, som vi ikke bare kan gå ud og købe eller arbejde eller planlægge os ud af.
Så er det vi, som de små mennesker vi er, har brug for opstandelsen.

Maria Magdalene var også et lille menneske, der kæmpede med sit liv og den fortid, der plagede hende, Maria, der elskede og mistede, savnede og græd….Det er hende, der med en sidste kærligheds gerning kom ud til graven påskemorgen.
Hun var ikke alene, hun var én af mange - en af uendeligt mange gennem tiderne.

Maria gik med bøjet hoved blændet af solopgangen. – Hun bekymrede sig over den store sten, der skilte hende fra det menneske hun holdt af. Hun bekymrede sig om alt det, hun ikke kunne klare.
Og alligevel viste hun og de to andre det største mod og den største kærlighed, da de gik helt ind i graven.
De blev ikke stående på afstand, de gik helt derind i mørket.

Se, siger englen - der er stedet, hvor de lagde ham. Der er stedet for alle nederlagene, svigtene, den dårlige samvittighed, alt det der bliver endeløst overfor døden.
Men han er der ikke. Han er opstået. Gå nu hen og fortæl det videre, at han går i forvejen for jer til Galilæa, til jeres hjemegn…dér skal I se ham, som han har sagt jer det.

På englens ord løb Maria ud i verden med sin salvekrukke, først rystet og stum, men siden som det menneske, der bliver grebet af håbet om, at han både er bag hende som et minde, og foran hende som fremtid og glæde, og hun fortæller det videre, giver håbet videre. - Hun løb på englens ord: - Dér i fremtiden skal I se ham, nu har jeg sagt jer det. …At være i bevægelse mellem det, vi har hørt og det, vi skal få at se, er håbet.

Her siger den fornuftige: ”Det vil jeg se, før jeg tror det.” Som om synet er mere værd end hørelsen.
Men nej, håbet er den bevægelse, der tør tro, før vi ser det. Tør leve fremad i håbet, om at livet, nåden, meningen kommer til os forfra, fra fremtiden, fra Kristus som altid er gået i forvejen for os. Ikke fordi vi har planlagt os til det, men af en overstrømmende nåde.

”Herren er opstanden”, sagde englen til kvinderne – ”giv det videre. Skynd jer”!...Og det gjorde de – I slægt efter slægt lød budskabet, og til os i dag lyder det igen om al livs håb:
At døden ikke er en grænse for Guds kærlighed til os, at alt er muligt for opstandelsens Gud, som ryster verden og befrier menneskene fra voldens og magtens tyranni. Ja, fra alle dødsmagter.

Sådan er opstandelse, oplysning og oplivning, der gælder hvert et menneske - at vi må have øjne for hinanden og kunne se det liv, vi skal dele i lyset af opstandelsen. - For størst er kærligheden – og kærlighedens højre og venstre hånd er troen og håbet.

Det er underligt og ikke til at fatte – men det er samtidig forunderligt og svært at sætte ord på. Men englen ved graven siger: Frygt ikke! Himlen er gået amok og er gået forud for jer til hverdagen - til livet - til opstandelsen og det evige liv.

Vi er, ligesom kvinderne ved graven, sendt ud i verden for at bringe råbet om håbet videre: Herren er opstanden - ja han er sandelig opstanden.
GLÆDELIG PÅSKE!

Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Herre, vor Gud, himmelske far!
Vi takker dig, fordi du af din store nåde og barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.
Vi beder dig: Hjælp os ved din Helligånd, at vi må kende kraften i hans opstandelse og fællesskabet med ham i hans lidelser og få nåde til at vandre i det nye levned, og således nå frem til de saliges opstandelse og den evige glæde hos dig
ved din elskede søn, Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed.

Jeg har valgt denne version af påskens smukkeste salme ”Påskeblomst, hvad vil du her”:

www.youtube.com/watch

Påskestemningen - den er vigtig i år, selvom vi må fejre påsken med hinanden på afstand. Forleden besluttede Malene, Cecilie og jeg at indspille en af påskens mest ikoniske og fineste salmer sammen på den måde, det nu kan lade sig gøre, nu hvor vi alle desværre ikke kan mødes i mit studie. Det var noget med headphones, selfie-kamera og lidt klippe-klistre! Vi håber, I vil lytte med, og at videoen kan være med til at sprede lidt glæde ❤️

Christian Vestergaard, Komponist & Pianist

236
Påskeblomst! hvad vil du her
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Carl Nielsen 1910

1. Påskeblomst! hvad vil du her?
Bondeblomst fra landsbyhave
uden duft og pragt og skær!
hvem er du velkommen gave?
Hvem mon, tænker du, har lyst
dig at trykke ømt til bryst?
Mener du, en fugl tør vove
sang om dig i Danmarks skove?

2. Ej i liflig sommerluft
spired du på blomsterstade,
ej så fik du rosens duft,
ikke liljens sølverblade;
under vinterstorm og regn
sprang du frem i golde egn,
ved dit syn kun den sig fryder,
som har kær, hvad du betyder.

3. Påskeblomst! men er det sandt:
Har vi noget at betyde?
Er vor prædiken ej tant?
Kan de døde graven bryde?
Stod han op, som ordet går?
Mon hans ord igen opstår?
Springer klart af gule lagen
livet frem med påskedagen?

4. Kan de døde ej opstå,
intet har vi at betyde,
visne må vi brat i vrå,
ingen have skal vi pryde;
glemmes skal vi under muld,
vil ej vokset underfuld
smelte, støbes i det dunkle
og som lys på graven funkle.

5. Påskeblomst! en dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger:
Hanegal og morgensang,
synes mig, af den udsprang;
vågnende jeg ser de døde
i en påske-morgenrøde.

6. Ja, jeg ved, du siger sandt:
Frelseren stod op af døde!
Det er hver langfredags pant
på en påske-morgenrøde:
Hvad er segl og sværd og skjold
mod den Herre kæk og bold?
Avner kun, når han vil ånde,
han, som svor os bod for vånde.

1 Kor 15,12-20
N.F.S. Grundtvig 1817. Bearbejdet 1935.

Langfredag

Det er Langfredag, og i dag skal vi høre hvad evangelisten Mattæus skriver:

Da de havde hånet ham, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.
På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans kors. Da de kom ud til det sted, der hedder Golgata det betyder Hovedskalsted gav de ham vin at drikke, som var blandet med malurt, men da han smagte det, ville han ikke drikke det. Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder mellem sig ved at kaste lod om dem.
Så satte de sig dér og holdt vagt over ham. Over hans hoved havde de anbragt anklagen imod ham, den lød: »Det er Jesus, jødernes konge«. Sammen med ham blev der korsfæstet to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Og de, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!«
Også ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste hånede ham på samme måde og sagde: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham. Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn.« Også røverne, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham på samme måde.

Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lemá sabaktáni?« det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«
Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Han kalder på Elias.« Straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke. Men de andre sagde: »Lad os se, om Elias kommer og frelser ham.« Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden.

Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange.
Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde: »Sandelig, han var Guds søn.«
Der var også mange kvinder, der så til på afstand, de havde fulgt Jesus fra Galilæa og sørget for ham. Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæus sønnernes mor. Amen. (Matt. 27, 31-56)

Lad os bekende vor kristne tro!
Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.
Vi tror på Gud Fader, den Almægtige,
himlens og jordens skaber.
Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre,
som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria,
pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet,
nedfaret til dødsriget,
på tredje dag opstanden fra de døde,
opfaret til himmels,
siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd,
hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.
Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke,
de helliges samfund, syndernes forladelse,
kødets opstandelse og det evige liv.
Amen.

Korset er en gåde. Skulle en digter på menneskets vegne digte om Guds vej til menneskene, så ville han eller hun vel næppe være kommet på den underlige tanke, at Gud foruden at skulle blive menneske også skulle lide og dø – og det endda på et kors. En rædselsfuld tortur- og henrettelses metode!

”Vi tror på Gud Fader, den almægtige, himlens og jordens skaber”. Sådan bekender vi det i Trosbekendelsen hver eneste søndag. Men næppe har denne bekendelse til den Almægtige skaber og Gud fortonet sig, før vi også snart derefter bekender troen på Jesus Kristus, der blandt så meget andet er ”pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet og nedfaret til dødsriget”. Én og samme Gud er det! Måske ikke så underligt, at den tidligste kendte fremstilling af korsfæstelsen er på en romersk graffiti, hvor Jesus er afbilledet som et æsel, og hvor der nedenunder det ynkelige billede står skrevet: ”Alexamenos tilbeder Gud”. Man kan næsten se det for sig, hvordan forbipasserende har fået sig et billigt grin. - En Gud, der hænger på et kors!

Romerne var jo vandt til en stor og mægtig guddommelig kejser, der regerede over store landområder. Og det var ikke mindst kejserens synlige magt, der gjorde ham guddommelig. Dertil bar han alle magtens menneskelige symboler og lod sig afbillede på mønterne i de mange lande, hvor han regerede.

Nej, forestillingen om en Gud, der skulle blive menneske, og som oveni købet skulle lide og dø på et kors (uanset hvor digterisk begavet, eller hvor fantasifuld og bizar en forestillingsevne man kunne finde frem) opstod ikke ligefrem i noget menneske….
Var man, som de fleste dengang, ydermere religiøs – enten fordi man som græker troede på en hel hær af skæbneguder, eller som romeren troede på kejserens guddommelighed, eller fordi man som jøde troede på den ene, sande Gud; Jahve, eller fordi man bare blandede det hele sammen og tog af det, man lige kunne bruge – så ville ingen dog have haft fantasi til at kunne forestille sig at en Gud kunne blive som én af os dødelige, og da slet ikke at tale om det uværdige at blive pint og korsfæstet.

Det er også derfor – netop ved korset - at vejene skilles.
For enten forarges man, som de fleste, over den smagløse sammenkædning mellem kongeværdighed og ydmyghed, mellem guddommelighed og menneskelighed, mellem ophøjethed og fornedrelse.
Eller også åbner man, ved bøn og tro, sit sind og sine tanker og ser da Gud selv i den korsfæstede Kristus i al hans overstrømmede og Almægtige kærlighed til sit menneske.

I korset ser vi, som kristne, så uendeligt meget mere, end hvad det blotte øje kan se……Vi ser Guds af kærligheden ønskede, beslutsomme afmægtighed.
For på korset og i dødsangsten, i smerten og i sorgen, i gudsforladtheden og i meningsløsheden ser vi Gud gøre sig til ét med det menneskeliv, som udfolder sig i mørket og dødens skygge.
I den korsfæstede Kristus betød Guds guddommelige oprindelse ikke en formildende omstændighed ved hans menneskelige lidelser.
En Gud, der som Kristus lider, oplever ikke en særlig ophøjet eller mere overkommelig smerte. Nej, i Jesu Kristi lidelse - både til sjæl og legeme - betød hans guddommelighed, at lidelsen og forladtheden fordobledes.
Eller som Jesus siger et sted i Mattæus evangeliet: ”Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved”.

Hvis altså vi mennesker har hinanden og vores Gud at støtte os til, hvad så hvis Gud selv føler sig alene? Hvem kan Gud da støtte sig til?
Da Gud ville støtte sig til os mennesker, slog han sig….Han kunne nemt have slået igen, som alle andre guder ville have gjort det, hvis de ville have gennemslags kraft…..Men Gud lod sig slå – som den kærlige Gud han er – for vores skyld!

Det jødiske råd dømte Jesus for gudsbespottelse, og de fik hele befolkningen opildnet til at råbe ”korsfæst ham, korsfæst ham”.
De første kristne blev ligeledes forfulgt, da de forkyndte Gud som den korsfæstede Herre Jesus Kristus, fordi man mente det var en hån mod Gud.

Men hvad så, kunne vi spørge, når Gud i både ord og handling forkynder sig selv i lighed med et menneske, der lider og dør på et kors?
Ja, som der står i fra Fillipperbrevet - den ældste kristne hymne, vi kender:
”Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig;
og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig
og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors.
Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende:
Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære”.
Langfredag – en lidelsernes dag – men da må vi samtidig huske på, at ”der venter bag langfredags nat en påskemorgenrøde!”

Lad os bede!

Barmhjertige, evige Gud! Du, som ikke sparede din egen Søn, men gav ham hen for os alle, at han skulle bære vore synder på korset - lad aldrig vore hjerter forfærdes og blive modløse.
Tak og lov og pris være dig, Herre Jesus Kristus, for din kærlighed til os, at du for vores skyld blev fattig, da du var rig, for at vi skulle blive rige ved din fattigdom, at du fornedrede dig selv og blev lydig til døden - ja, døden på et kors, for at vi kunne blive udfriet fra syndens, dødens magt.
Men idet vi siger dig tak for alt, hvad du har lidt for os, så beder vi dig, at du vil hjælpe os til, at denne din gerning for os ikke må blive forgæves.
Hjælp os til, at vi aldrig må glemme, hvor dyrt du har betalt for os, og giv os din ånds nådige bistand til, at vi således må tilegne os troen på din faders nåde og din kærlighed, at vi deri finder styrke og mod!
Styrk os da fremdeles ved den samme Hellige Ånd, at vi må vokse således i fællesskabet med dig. Du Fader, Søn og Helligånd. Èn sand Gud fra evighed og til evighed.

Hør os, når vi sammen beder fadervor:
Fader vor, du som er i himlene!
Helliget vorde dit navn,
komme dit rige, ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke i fristelse,
men fri os fra det onde.
Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen.

Herren velsigne dig og bevare dig,
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig,
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.
Amen.

Naturligvis er salmen til denne dag N. F. S. Grundtvigs ”Hil dig, frelser og forsoner”:

Skærtorsdag

Det er Skærtorsdag. Dagen hvor Jesus indstifter nadveren. Efter 2. tekstrække - altså i år - handler det også om, at Jesus vasker disciplene fødder. Jeg vælger imidlertid her at bringe evangeliet til første tekstrække, fordi jeg synes det passer godt ind i den tid, vi alle befinder os i lige nu.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: “Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?” Han svarede: “Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.” Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet.

Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: “Sandelig si-ger jeg jer: En af jer vil forråde mig.”
De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: “Det er vel ikke mig, Herre?”
Han svarede dem: “Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.”

Judas, som forrådte ham, spurgte: “Det er vel ikke mig, Rabbi?” Han svarede ham: “Du sagde det selv.” - Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: “Tag det og spis det; dette er mit legeme.” Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: “Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som ud gydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.” - Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.

Det begyndte i søndags – på en palmesøndag med jubel og glæde. Palmegrene blev flået af træerne og lagt foran ham på hans vej ind i byen. En hyldest som dog få dage efter skulle vende sig til det modsatte. Sådan blev Palmesøndag nemlig begyndelsen til den udgang, vi tager hul på skær-torsdag. Begyndelsen til enden…

Skærtorsdag lys og ren og hvid, som den er. Og dog hersker der en dobbelttydig stemning over dagen, for den rummer på én gang både fællesskab og forræderi.... Noget er under opsejling. Det mærkes på en underlig og særlig måde. Og så er de 13 til bords. Et tal mange af os helst vil undgå, især ved et festdækket bord.
Men her samles de altså alle13 omkring bordet – Jesus og hans 12 disciple på denne skærtorsdag aften, som vi aldrig må glemme....som fuldstændig er præget af fællesskabet....et fællesskab, vi i disse dage længes så inderligt efter, men må være foruden endnu en tid.

De 13 ved bordet er venner og har været det gennem adskillige år. De tror på det samme og arbejder for den samme sag. De har fælles identitet og er bundet sammen med stærke, trofaste bånd.
Og dog er der på samme tid noget, der arbejder under overfladen - kræfter, som truer med at sprænge båndene imellem dem.
I det ydre er der intet tegn, der tyder på, at deres fællesskab er truet. Der er jo fest i byen, og der-for er stemningen da også højtid og glæde som udgangspunkt. Men højdepunktet denne torsdag aften er selve påskemåltidet, som de har forberedt i fællesskab. De har lånt lokalet. De har lavet maden. Nu er de samlet omkring bordet, og alle betingelser for en god aften er til stede.

Alligevel hersker der en slags ubeskrivelig uro, og de fornemmer måske, hvor lidt der skal til for at slå den gode stemning i stykker. Det er næsten som om alle vogter på alle, og hvem får først øje på den sprække i fællesskabet, hvor det fremmede og farlige kan trænge ind.…Det bliver nu Jesus selv, der giver dem stikordet, da han pludselig udbryder: "Én af jer vil forråde mig."

De er chokerede...én efter én stiller de spørgsmålet: "Det er vel ikke mig, Herre". Men vi kender ham alle - Judas, forræderen. Ham der solgte Jesus for en slat sølvpenge. Ham der forrådte ham med intet mindre end et kys.
Judas er en Judas – en forræder – men han er også et menneske som os. Et menneske, der oplevede lykke, glæde, sorg og svigt. Et menneske på godt og ondt, det er Judas også. Han er et menneske, der handler forkert, og hvilket menneske har ikke været svag og har svigtet? Hvem kan syndfri
kaste en sten?
Alligevel er Judas blevet symbolet på alt dét et menneske ikke skal være. Hans synd og svigt fremstår som den største af alle synder... og dog var hans rolle i påskens begivenhed nødvendig, for at livet med Jesu død og opstandelse kunne sejre over døden. Judas var jo bare et menneske - et menneske, der var svag og svigtede. Og hvem af os har ikke gjort det?

Skærtorsdag er Jesus på vej ind i sit eget livs mørke. Han er på vej mod døden, og han ved det. Han ved endda at Judas vil forråde ham og overgive ham til romerne, og Jesus kunne derfor have haft en god grund til at være vred....Men det sker ikke, som man kunne forvente. I stedet indstifter Jesus nadveren for første gang, og også Judas får brødet og vinen på lige fod med de andre.
I påsken dør Jesus for vores synders skyld. Det er budskabet....Det var sådan det skulle være, fordi vi bare er mennesker, som også kan falde for fristelser, som også indimellem kan svigte.

Men der er et ligeså vigtigt budskab, vi får med og må tage imod. Det er Guds kærlighed til os mennesker, som er vedvarende og evig - en kærlighed, som er stærkere end synd og svigt - en kær-lighed som Jesus bærer med korset!

Gud lader os tage del i nadveren, også når vi i menneskelig målestok ikke fortjener den. Og sådan var det også for Judas - også han fortjente at få del i nadveren, for også hans synd kan bæres med på korset.
En fast og betydningsfuld del af vores gudstjeneste er selve nadveren. Her tager vi del i et måltid og et fællesskab, når vi knæler sammen ved Herrens bord.
Og knæfaldet, som er en uafsluttet cirkel, skal minde os om, at vi ikke blot tager del i et måltid med de mennesker vi knæler sammen med....Denne halve cirkel griber videre ud og danner en kreds med alle andre nadverborde rundt om i verden.

Her tager vi del i kærlighedens fællesbord. Her sidder vi sammen, unge som gamle, rige som fatti-ge, frie og fanger..... Her er der ingen forskel. Her er vi sammen som menneske først og fremmest, som de mennesker vi er.

Så stor en kærlighed sender Gud os, at han i morgen på langfredag vil række sine hænder ud i favntag mod verden og lade sin Søn udånde på korset. For kærligheden er stærkere end synden og døden. ...Gud give os altid at modtage nadveren, til ihukommelse af hans evige kærlighed til os; som en dråbe af fremmed kraft, der gør alting nyt.
At søge livet i dit navn – finde glæden i din favn."


Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånden. Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed

Salmen jeg har valgt til i dag, som også kan hører på:
www.youtube.com/watch

455
Mindes vi en fuldtro ven
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: J.P.E.Hartmann 1860
Jesus han er syndernes ven

1. Mindes vi en fuldtro ven
i det fjerne alle dage,
ønskende, han snart igen
vende må med fryd tilbage;
Frelser, i din menighed
skal dit minde vare ved.

2. For vor synd du sank til jord,
gik for vores skyld i døden,
til vort gavn du højt opfór,
kommer os til hjælp i nøden,
bad os selv udtrykkelig:
Venner mine! mindes mig!

3. Når da om dit nadverbord
trindt og tæt vi tage sæde,
med den tro, at i dit ord
du er sandelig til stede,
mindet gløder i vort bryst,
har på tungen englerøst.

4. Jesus Kristus, fuldtro ven!
Skab da i os hjerter fromme,
som, indtil vi ses igen,
så dig altid ihukomme,
søge livet i dit navn,
finde glæden i din favn!

Gerard T. Noel 1810.
N.F.S. Grundtvig 1837.

BØN SKÆRTORSDAG
Vor Herre Jesus Kristus, du som kom til os i brødet og vinen - lad os smage, at du er tro mod os og finder os værd at elske. Hør os for din lidelses og døds skyld.
Vi beder for alle i vort land, for al lovlig øvrighed, og for dem, som har myndighed at øve i kirke og samfund.
Vi beder for hele den lidende verden og os med den, at du vil knytte os sammen og være hos alle; også i denne svære tid . Styrk os alle i troen og håbet.
Hold din beskyttende hånd over syge, ensomme og gamle, og alle der sidder i sorg og savn, fordi de har mistet en af deres kære. Send dem din nådige hjælp.
Vi beder for børn og unge, for alle familier og enlige - styrk du fællesskabet imellem os, også selvom vi lige nu må være fællesskab på afstand.
Vi beder for din kirke ud over hele jorden og for vort eget sogn. Lad døren til dit hus være vid nok til at tage imod alle og smal nok til at holde misundelse, hovmod og strid ude.
Hvad vi hver især bærer på af tak og bøn, glæde og sorg, lægger vi i din hånd - hør dét, som vi hver især har på sinde. Du Guds Lam, som bar vore synder på korset, forbarm dig over os. Lad tanken om din kærligheds offer følge os overalt. Du som døde for vores skyld, giv os det evige liv.
Amen

Palmesøndag

I dag indleder vi den stille uge med Palmesøndag.

Dagens Evangelium:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:
Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved.
Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: “Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.” Og de overfusede hende.
Men Jesus sagde: “Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. - Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.”

Alting får en ende, erfarer vi. Det gør forhåbentlig også snart denne skrækkelige Corona krise, vi lige nu befinder os i.
I dag er det så fastetiden der får en ende – og allerede sidste søndag var det såmænd hele vinterhalvåret der på sin vis fik en ende, da vi hilste sommertiden velkommen, på trods af, at vi siden da mistede en hel times nattesøvn, som vi dog alligevel vænner os til hen ad vejen.
En ny begyndelse bryder frem i dag, for det er nemlig blevet Palmesøndag. Påsken tager sin begyndelse og foråret viser sig i dag fra sin smukkeste side.

Palmesøndag indleder den stille uge, og med dén er begyndelsen til enden, hvor hyldest råbene snart ændres til hån og fornedrelse, svigt og tortur. For på en palmesøndag ved vi også, at snart venter en langfredag forude, som bringer forargelsen frem i os.

Og forargelse ved vi da noget om – men det er den søde forargelse, som ingen grænser kender. For når vi bliver forargede; hvor tit har vi så ikke selv opsøgt den for forargelsens skyld? - En god følelse, der hjælper os til at vende blikket væk fra egne fejl og mangler. Nej, ingen skal derfor komme og tage min forargelse fra mig.
Sådan var det også på Jesu tid, som den udfoldede sig hos de mennesker, der overværede, hvordan en kvinde kom til Jesus og gavmildt brugte den kostbare olie. Og tænk! Den slags forargelse eksisterer stadig – den er evig aktuel. Den lever godt i dag og alle dage, hjulpet godt på vej af en travl medieopdækning, der halser rundt hver eneste dag for at finde nye udfordringer til vores moralske fornemmelser.

Alting er for galt. Ungdommen er i hobetal begyndt at ryge igen, fordi det er mere end forbudt – Alting skal laves om, fordi vi kan det hele i det 21. århundrede og helt glemmer at skele til, hvad generationer efter generationer har ført videre i arv og kultur. Alting kan ordnes med en smartphone i hånden og hovedet under armen.....Det er for galt med det hele – også med Gud, hvis man da i det hele taget tror på, at Gud findes i en stadig ond og grusom verden.
--
Vi er på vej mod påske - Palmesøndag er det, og så hører vi ikke engang om palmegrene og om indtog, sådan som vi gør det palmesøndag hver andet år. Nej, her er der tale om et andet indtog - den omvendte vej, så at sige. Fra hjerte til hjerte. Det handler om hengivenhed og hengivelse.
..Hvor verdens allerførste kvinde i Paradisets have rakte hånden ud og tog af det, der var for godt til at blive brugt - Spiste af det æble, hun ikke måtte spise af – så rækker kvinden i dag hånden ud og giver noget, som for hende er for godt til ikke at blive brugt. Ja, i ødselhed hælder hun den kostbareste olie ud over Jesu hoved.
Men vi må dog sande, at vi i en krisetid, som dén vi befinder os i lige nu, kan vi intet udrette selv med en smartphone i hånden,. Hertil må vi have hjælp: Guds hjælp og trøst. Guds hjælp og ødselhed til at komme igennem denne krise og komme den til livs!
Om alle de navnløse kvinder – uden at være ude i et kønspolitisk ærinde – ja, så er det ofte kvinder, der siden tidernes morgen har givet sig selv fuldt og helt uden forventning om gengæld. - Og vi hører om en af dem i dag. ..Nogle af de andre evangelister giver kvinden navn. Det gør Markus ikke. - For ham skal hun huskes, ikke for sit navn, men for sin ødselhed og hengivelse.… Og nu skulle man så tro, at hengivne mennesker kalder på vores beundring og anerkendelse, men så enkelt forholder det sig ikke. Slet ikke når de tilmed ødsler med knappe ressourcer.

De andre tilstedeværende, hører vi da også, bliver forargede, provokerede, fornærmede. Hvad ligner det, sådan at dukke op til en fest, hvor man ikke engang er inviteret. Og de penge, de kunne være brugt bedre....Det samme omkvæd lever i bedste velgående i dag.
Alligevel er det der står tilbage i erindringen de mennesker der ødslede med sig selv, deres tid og det de havde. Dem der gav sig selv fuldt og helt. Uden tanke på sig selv.... Sådan ødslede Gud også selv, da han døde på korset for vores skyld.
..Johannes Møllehave, som er et af de mennesker, der husker mere og mere jo ældre han bliver, har en skøn fortælling om en kvinde. Hun er nu ikke navnløs, hun hedder Ingeborg - en kvinde der på et tidspunkt gør indtog i hans mørke og noget glædesløse familie, anført af mormoderen, der i hvert fald ikke smider om sig med hverken gaver eller glæder...Det er den ene af hendes aldrende sønner, den lidt vindtørre onkel Ove, som Ingeborg har givet sig hen til, til sitrende fryd for onkel Ove, men til forargelse og fordømmelse for resten af familien.
Ingeborg er simpelthen for meget. Hun svanser ind med stor hat, frække knaldrøde læber og lange lakerede negle. - Og den dag hun kommer og fortæller at hun og onkel Ove har været på variete og brugt en hel månedsløn på en enkelt aften på Østers og Muslinger. Da bliver det for meget for mormor. Hun råber og skriger - Og i dyb affekt får hun byttet om på bogstaverne, så det kommer til at hedde: Musters og Ødslinger!...Skulle en fra hendes familie være sådan en ussel ødsling, det er lige godt for dårligt, de penge kunne have været brugt meget bedre på de fattige.

Men så siger Jesus til os: De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem. Men mig har I ikke altid. ..Og om kvindens kærligheds gerning understreger han: at hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.
Her klinger selveste nadver indstiftelses ordene med: "Til min ihukommelse" - til minde om.
Det giver os en fornemmelse af, at nok er kvinden i dag navnløs, men i hendes handling er evangeliet levet ud sådan som det fra skabelsens begyndelse er tænkt. Ødselt og hengivende.
Hun party crasher festen - hun er jo ikke inviteret – men hun kender sin besøgelsestid – i evighedens perspektiv.
Kirken er nok grundlagt på de mandlige disciples svigt og forræderi de sidste dage. - Men på samme tid på de hengivne kvinder. Hvis ikke kvinderne havde begivet sig ud til graven påskemorgen - hvis ikke de havde kendt deres besøgelsestid, så havde vi kun haft fornuften og den borgerlige snusfornuft at leve af. Så var det ikke et spørgsmål om mere kirke for pengene, som det så fint hedder i dag, for så ville der ingen kirke være.
Vi er kirke i dag - også på denne helt særlige og anderledes måde lige nu - fordi nogle før os har været og er Ordets hengivne. . Fordi nogle i generation efter generation har været kirke – ødslet med sig selv og deres tid.
Og der er plads til alle i Guds univers – til dem der vil være navnløse, til denne verdens farvestrålende kvinder som Ingeborg, til vrangvillige skatteborgere og moralske sippehoveder, til dem der bare er for meget - til dem der tror, og til dem der ikke tror. Det handler jo ikke om det vi kommer eller ikke kommer med, men det som Gud i sit Ord rækker os: Sig selv og sin ødselhed.
Hele den himmelske herlighed spildte Gud ned på jorden - så underfuldt og gådefuldt. Han satte sig selv i verden. Han kom til os. Og ødselheden, den forargelige ødselhed, holdt sit indtog på denne jord. Dén ødselhed som også understreges i dag med kvindens handling. Hun er følelsernes præludium til den påske, der nu skal komme. -
”Du som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet.” –Sådan synger vi hver gang vi holder nadver i vore kirker her hos os. Må det være overskriften for den påskeuge vi nu går ind i.
Må vi formå at få vore følelser i spil. Må vi kunne se med hjertet. Må vi kunne mærke kærligheden, hjertegløden, Må det blive påske - også for os! Velsignet være han, som kommer i Herrens navn!

Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed

Jeg har valgt Lisbeths Smedegaard Andersens smukke salme, som også kan høres på dette link:
www.youtube.com/watch

Troen på Guds Søn - Jesu fødsel

131
Blåt vælded lys frem bag skyers skred

1. Blåt vælded lys frem bag skyers skred,
rørte vor jord midt i tidens strømme,
svøbte en flig af Guds evighed
som blanke knopskæl om vinterdrømme.
Skærmer hernede
Gudsrigets glæde,
sårbart til stede
i tro og håb.

2. Det barn, der sover ved moders bryst,
er dog det Ord, hvorved alting skabtes:
Englenes glæde, Guds øjenlyst,
menneskers liv her, hvor liv fortabtes.
Han er hernede
Gudsrigets glæde,
nyfødt til stede
i tro og håb.

3. Han knytter syvstjernens strålebånd,
åbner dog varsomt de blindes øjne.
Himmel og jord i den samme hånd -
sandhedens lys midt blandt vore løgne.
Er selv hernede
Gudsrigets glæde,
synligt til stede
i tro og håb.

4. Sort knejser korset på udbrændt jord,
afslører mørket bag løgnens maske.
Døden blev støv for dit påskeord -
livstræet skyder af sten og aske.
Breder hernede
Gudsrigets glæde,
lysfyldt til stede
i tro og håb.

5. Herre, du kom for at leve her,
række din hånd til de små og svage.
Løvspring forjættes i håbets træer,
når dine ord bærer julens dage.
Skaber hernede
Gudsrigets glæde,
evigt til stede
i tro og håb.
Lisbeth Smedegaard Andersen 1988.
1 Job 38,31