Den underligste situation!

Forleden stod vi op til den underligste morgen i mange år. Måske den underligste morgen i langt de fleste nulevende danskeres levetid. .....Danmark er lukket! Vi er ikke frie i dag, som vi var for blot få dage siden, og da slet ikke som vi var det for en måned siden.

Det er underligt og på samme tid skræmmende pludselig at have fornemmelsen af, at det andet menneske, som ellers normalt er en del af vores nærhed, er en potentiel trussel mod vores egen sundhed, og at vi derfor skal holde afstand fra hinanden. Sådan kan vi i hvert fald vælge at se på det - at se det andet menneske som en trussel mod vores egen sundhed, og mod folkesundheden i det hele taget....Men vi kan også vælge at se det andet menneske som et menneske, vi skal drage omsorg for. Derfor SKAL vi holde afstand, for netop på dén måde er det vi viser omsorg for vores medmennesker.

Der er mange meninger om alt dette, som vi nu alle er blevet en del af. Under alle omstændigheder er det et faktum, at Danmark for tiden på alle måder er et anderledes land, og at vi derfor skal tage situationen alvorligt og følge de retningslinjer, der er blevet givet til os.

Vi lever i et frit land. Vi må normalt alting. Bare ikke lige nu!
Sådan er det nu, fordi vi skal drage omsorg for andre mennesker. Nøjagtig på samme måde, som vi normalt gør det i ægteskaber, venskaber og som forældre – ja, i alle vores forhold i det hele taget

Ethvert forhold mennesker imellem betyder, at den enkeltes frihed bliver begrænset, fordi vi passer på hinanden og tager hensyn til hinanden. Det er præcist dét, vi skal lige nu! Vi skal drage omsorg for hinanden og tænke på fællesskabet mere end at tænke på vores egen frihed; også selvom det kan være svært!

Hamstringer af toiletpapir fylder meget i vores hovedrystende snak med hinanden, men samtidig blev det allerede her - efter den første dag - klart, at vores fællesskab er så meget stærkere end det. For vi har taget formaningerne til os, og vi gør som udgangspiunkt, hvad vi kan - dér hvor vi er nu - for at få hverdagen til at hænge sammen på de nye måder, som lige nu er nødvendige. Også selvom det umiddelbart går imod vores instinkter.... Statsministeren ramte plet med ordene om, at vi skal vise sammenhold ved at holde afstand.

I krisesituationer er det første, der normalt falder os naturligt, netop at søge sammen - at være der for hinanden; også rent fysisk Og det er altså alt dét, vi lige nu netop IKKE må. For af hensyn til vores svageste i samfundet – og dem, som skal passe vores svageste, må vi altså holde fysisk afstand.
Det betyder ikke, at vi så ikke kan og skal være der for hinanden: Vi må ringe sammen, skrive sammen, vise omsorg med praktiske gøremål – men samtidig skal vi hele tiden være opmærksomme på, at der er nogle af os, der simpelthen ikke kan tåle, at vi lige nu kommer for tæt på.

Jeg må sige, at jeg aldrig havde forestillet mig, at den måde kirken bedst kan være til stede, på midt i en krise, som griber ind i alles liv, netop ER ved at lukke kirkedøren, helt bogstaveligt...Men sådan må det være i en overgang, fordi vi ikke kan tage ansvaret for at udsætte de svageste blandt os for en smitte, som vi på nuværende tidspunkt ikke har en behandling imod.
Derfor er de retningslinjer, vi har fået som præster og menighedsråd, at al aktivitet, hvor mennesker samles – gudstjenester, kirkelige handlinger, undervisning, sognearrangementer og møder – foreløbig er lukket ned marts måned ud.

Konfirmanderne og deres forældre vil naturligvis få nærmere besked, når vi ved mere om, hvor vi står. Og heldigvis er der endnu et par måneder at gøre godt med inden konfirmationerne står for døren .

Planlagte dåb, som ligger indenfor den nuværende tidsfrist og måske endda lidt længere frem i tiden, bør udsættes til et senere tispunkt.

Begravelser og bisættelser er der nærmere regler for, som vi i hvert enkelt tilfælde måtage stilling til. Så i det spørgsmål – og i alle andre – gælder, at I selvfølgelig blot kontakter mig.
Det sværeste lige nu er, at vi ikke har nogen anelse om, hvornår det hele stopper, og hvornår verden bliver normal igen - og dermed hvornår vi atter kan og må færdes frit.
...Det er en uvished, de færreste trives godt med. Men måske denne uvished og magtesløshed, vi befinder os i nu giver plads til Gud, og til at lade vores egen vilje, magt, behov og rettigheder forsvinde for en tid og i stedet tro på, at Gud er der - og at Han har styr på det, når intet andet er, som det skal være....Dertil har vi fået Guds kærlighed og derigennem også næstekærligheden.

Næstekærlighed er helt grundlæggende for vores tro.
Og i denne tid lærer vi så, at næstekærlighed ikke kun handler om følelser, men især om handlinger: Det er at leve vores liv, helt ned i hverdagens små detaljer på en sådan måde, at vi tager ansvar både for vores eget og for vores medmenneskes ve og vel.

Varme tanker til jer alle, hvor bekymring og usikkerhed lige nu fylder meget!

Med venlig hilsen

Inge-Gerd.