Fruering og Vitved Sogne

Dagbog - hvad er sket

Her bringes omtale og billeder fra kirkelige handlinger, arrangementer og koncerter, der har fundet sted.

Det er ikke et dækkende for, hvad der er sket i sognene, men intentionen er, at det skal give et indtryk af, hvad livet i sognene byder på. 

Hvis nogen har taget billeder, der evt. kan bruges her på hjemmesiden, kan de sendes til webmaster svend@hofgaard.dk . Skriv evt. også lidt om det arrangement, hvor billederne er taget.

Forårskoncert i Fruering kirke 1. juni

med Fruering og Vitved kirkers Pigekor

Det blev også dette år til en rigtig god forårskoncert, sunget af Fruering og Vitved kirkers Pigekor.
På en halvlun forårsaften dannede Fruering kirke rammen om en blandet buket af sange, nye
salmer, hits, kanons med og uden bevægelse samt fællessang..

26 veloplagte piger sang det bedste, de havde lært af små og store sange. Sangen fyldte
kirkerummet i den smukt pyntede kirke, og der var fortjent bifald efter hvert eneste nummer. Bl.a.
var publikum heldige at få lov at høre de 6 piger i Kor I synge en skøn salme acapella, rent og fint,
og Kor II sang bl.a. Agnes Obels Riverside.

Det meste af koncerten var dog sang for alle pigerne, der også gav deres bud på Wake me up –ellers en sang, som er udødeliggjort af Avici. 2 danske gospels af Tina Buchholtz havde fået plads, så de, der viste deres interesse og mødte op til koncerten, fik som lovet en koncert i pigehøjde.

Herefter kunne alle gå ud til den danske sommer og glæde sig over udsigten til nogle måneders udendørsliv og ferie.

Sangaften i Fruering kirke 26. marts 2017

”Kærlig Sangaften” kl. 19.30

Fruering og Vitved Kirkers Pigekor og Voksenkor, præst, kirkesanger og organist.

Oprindelig blev Sangaftenen i Fruering kirke skabt som en forårssang – senere er det blevet en anledning til at belyse forskellige temaer gennem fællessang og korsang.

I år gentog vi temaet fra 2008, hvor vi også sang om kærlighed, dog med andre sange og salmer. 40 korister, børn, unge og voksne, alle tilknyttet Fruering og Vitved kirker deltog.

Aftenen blev indledt i bedste bryllupsstil med ”Brudekor fra Lohengrin” for kor og orgel. Herefter sang vi bryllupssalmer og sange og kirkesanger Johannes Hauge Mathiassen sang den smukke sang ”Den milde dag er lys og lang” til Carl Nielsens melodi.

Voksenkoret sang så smukt ”Hyrden græsser sine får” og herefter var det Pigekorenes tur til at gå til klaveret som ledsagede dels fællessange og dels korindslag, hvor betydningen af næstekærlighed blev belyst fra flere vinkler.

To sange af Tina Buchholtz var med, hun kan noget med både tekster og melodier, der fanger den yngre generation, så ”En gave til vores jord” måtte selvfølgelig med, da den næsten ordret citerer ”Kærlighedens Højsang”.

I den sidste afdeling sang vi ” Visen om de 18 svaner” og en dansk udgave af ”Love me tender”. Under øvelserne til denne aften, kom det for dagens lys, at den anonyme forfatter til den danske tekst måske var at finde i egne rækker, næsten. Ægtefællen til et kormedlem har i hvert fald forfattet noget, der ligner rigtig meget, og det fik sognepræsten fortalt sammen med alle de andre interessante betragtninger, som er med til at gøre denne sangaften til det, den er.

Til slut sang Voksenkoret sammen med Pigekorene den svenske aftenbøn ”Bred dine nådesvinger” og alle kunne gå ud i den næsten lune forårsaften efter tonerne fra ”Somewhere, my love”, som var klaverets punktum for dette års sangaften.

Gospelgudstjeneste 2017 i Fruering kirke

søndag 29. januar   kl. 16

Så oprandt den herlige januar, hvor alle gospelelskere kunne komme til gospelgudstjeneste i Fruering kirke med ingen ringere end dette års konfirmandhold samt komponist og instruktør Tina Buchholtz og pianist Henrik Tue Bjerg.

Hele dagen var der øvet gospel i kirken, så alle var mere end klar til den musikalske del.

Sognepræsten, Inge-Gerd Terpager Staal, havde klædt konfirmanderne godt på til den tekstlige del, så der var flere optrin og ordvekslinger under temaet "lys og mørke" fremført af præst og konfirmander.

Som en del af gudstjenesten gik konfirmanderne en lysvandring ned gennem kirken, mens gospelsangen This alittle light  blev sunget.

Vi kan herefter glæde os til næste år, hvor planlægningen af en gospelgudstjeneste i slutningen af februar allerede er i gang.

Luther Musik i Vitved kirke

søndag d. 15. januar kl. 19.30

Dorthe Zielke, trompet

Søren Johannsen, orgel

På en kold og frostklar januar-aften blev året skudt i gang med intet mindre end en Luther-koncert i Vitved kirke.

I år er det 500 år siden Luther slog sine 95 teser op på døren til slotskirken i Wittenberg. Det forandrede store dele af den kirkelige verden og kommer til at give genlyd i hele år 2017 på forskellig vis rundt om i Danmark og andre dele af verden.

Vi var blevet lovet storskærm til denne koncert, og det fik vi. Hele korbuen i Vitved kirke var dækket, lyset blev slukket og Dorthe Zielke og Søren Johannsens 6 årige søn trådte ind i midtergangen med stortromme, iført munkekutte, og således indledtes koncerten med taktfast trommespil, herligt trompetspil og livligt orgelspil i bedste middelalderstil.

Efter få ord fra Dorthe blev alle ord overladt til storskærm og papirprogram.Vi blev ført igennem Luthers liv og forvandling på skærm og papir, medens orgel og trompet farvede stemningen med dejlig musik i yderst forskellige stilarter.

Der var musik fra 1500 til vor tid af bl.a. Tielman Susato, J.S. Bach, Telemann, Mendelssohn, Mozart, Dvorák, Carl Nielsen, Jesper Madsen og Bent Fabricius-Bjerre.

Med følsomt trompetspil med næsten gudelige intonationer og lige så virtuost orgelspil i næsten en time, følte man sig i den grad beriget og kunne af hjertet give et fortjent bifald efter sidste tone. Nu er vi klar til Luther-året!   

Julesang i Vitved kirke 2016

søndag d. 11. december  kl. 19.30

Modtaget fra Vibeke Grue

På en tidlig 3. adventssøndag i mildt vejr afholdtes julesangen i Vitved for 21. gang, og alt var som det plejer: Præst, kirkesanger og organist på plads, et voksenkor, der var klar med firestemmig sang, en fyldt og smukt pyntet kirke, så det kunne næsten have været juleaften.

Vi sang først en afdeling af engelske carols i dansk oversættelse.

Under smuk korsang kunne man hvile stemmerne og slå ørerne ud til Frode Alnæs’ ”Vitae Lux” – i dansk oversættelse ”Livets lys”, hvor Kirkesanger Johannes Hauge Mathiassen indledte med en kraftfuld solo på denne smukke sats.

Koret sang også den kun et år gamle nye julesang ”Hvad er det, der gør jul til noget særligt”, så man gik ikke fra aftenen uden gode budskaber.

Herefter fortsatte fællessangen med en julesalme af Henning Toft Bro ”Den nat af alle nætter”. Den var i år
med for tredje gang, og der var god fællessang på denne salme såvel som på resten af julesalmerne.

Sognepræst Inge-Gerd Terpager Staal bandt med smittende glæde og entusiasme det hele sammen
med interessante og muntre kommentarer, helt efter traditionen.

Der sneg sig endog en lille rap ind både indledningsvis og til sidst over ”Det er jul, det er cool”.

Men med til julesangen hørte som altid ”Dejlig er jorden” med flere stemmer og overstemmer. Så er det atter blevet jul i Vitved.

Luciaoptog og koncert i Fruering kirke

søndag d. 4. december kl. 15.30

Så blev det adventstid med Pigekor, Luciaoptog, fest og livlighed i Fruering kirke.
27 piger udgør tilsammen de to Pigekor ved Fruering og Vitved kirker – og Luciaoptoget var som
altid stemningsfuldt med dejlige levende lys og pigesang. Der var mødt mange mennesker op for at
få denne oplevelse.
For alle pigerne, specielt nye piger i koret, var det en stor oplevelse at synge sammen, at mærke den
energi og dynamik, der udløses, når et kor er enige om at synge sammen – og modtager velment
bifald.
Programmet bød dette år på julesange, hits, en enkelt spiritual og nyere sange og salmer. Da pigerne
til slut havde sunget om hvad det er, der gør jul til noget særligt, gav kor I et ekstranummer,
hvorefter kor II sang Kim Larsens ”Om lidt bli’r her stille i en mørklagt kirke, hvor de yngste piger
stod foran med tændte lys.

Adventskoncert i Fruering kirke 27/11 2016

(Arkivfoto)

Advents koncerten med Virringkoret i Fruering kirke 1. søndag i advent er en lang og fantastisk tradition. Koret er stort og flot og går til opgaven med alvor.  

Koncerten indledtes med ”Vitae Lux”, komponeret af den norske jazzmusiker Frode Alnæs. Her var det Christoffer Sloth, der spillede på cornetten.

Derefter overtog dirigent, Anne Rossau styringen og dirigerede og fortalte veloplagt undervejs.

Virringkorets program var en skøn blanding af kendt og mindre kendt julemusik, højskolesange og en dejlig sats af Mozart, ”Du Verdens Bevarer”. Det var et kor, der tydeligvis er under kyndig direktion af Anne Rossau og som næsten aldrig har været bedre. Signe Rossau akkompagnerede flere af satserne på klaver og i år havde koret også fået akustisk bas på et par sange, idet Jacob Keller havde medbragt sit imponerende instrument.

Midt i programmet spillede Christoffer Sloth på cornet sammen med kirkens organist ”Ave Maria” af Hugo Gyldmark. Desuden medvirkede han på fællessalmerne undervejs, og vi blev oplevede endnu engang hans dejlige tilgang til cornetspillet.

Koncerten blev som altid afsluttet med ”Dejlig er jorden” i flerstemmig udgave, sunget af alle, flerstemmigt og med overstemmer af Virringkoret.

 

 

Koncert i Fruering kirke 30. oktober med Djursland Spillemænd

”Nu er dagen fuld af sang”

Sange af Jeppe Aakjær

 På en smuk efterårsdag blev der budt indenfor i Fruering kirke til koncert med Djursland Spillemænd – et band bestående af mestendels ældre medlemmer, idet spillemændene har haft 40 års jubilæum. Programmet bestod af bandets egne fortolkninger af Jeppe Aakjærs kendte sange.

Netop i anledning af jubilæet udgav Djursland Spillemænd i 2014 en ny CD med titlen ”Nu er dagen fuld af sang”, sange af Jeppe Aakjær. Og derfor blev de interessante at flytte ind i kirkerummet. Kigger man på bandets koncertkalender, er den stadig pænt fyldt, men der er ikke mange kirke-scener, imellem. Udfordringen denne eftermiddag blev da også den elektriske lyd i et rum, som selv giver så meget. Ikke nogen let sag at styre!  

Kendemærket for dette band har været keltisk inspireret folk rock, kombineret med egne rocknumre og fortolkninger af den danske sangskat. Høre man til dem, der har fulgt og kendt bandet, kan man kun betages af den ærlighed og trofasthed mod egne idealer, der stadig kendetegner bandet. På deres egen måde formår de at kombinere gamle kendte sange med deres egen lyd og formidle musikken videre.  

 

Koncert i Vitved 11. september 2016

”Vi som er søgende”

En poetisk koncertfortælling af

Forfatter Iben Krogsdal - Sanger Maria Kynne - Pianist Thomas Reil

Koncert i Vitved søndag d. 11. september kl. 19.30

Koncertfortællingen blev en intens og tætpakket time med lutter meningsfyldte ord, alt sammen skrevet af forfatteren Iben Krogsdal. Hun har meget på hjerte og kan formulere det i både overraskende, poetiske og rammende digte og fortællinger. Hertil er hun også en glimrende formidler, der hurtigt når sit publikum.

Sammen med Iben Krogsdal var de to komponister og musikere Maria Kynne og Thomas Reil. De havde sat musik til salmerne og da vi havde teksten på skrift og samtidig Maria Kynnes udtryksfulde vokal og glimrende pianospil af Thomas Reil, var man som publikum i rigtig gode hænder.

Det hele var glimrende tilrettelagt med sang afvekslende med oplæsning af Iben Krogsdal – ingen afbrydelser fra publikum, som først fik lov at klappe til sidst, hvor det så til gengæld også var nødvendigt at slippe af med noget bifald.

Heldigvis er Iben Krogsdal en produktiv salmedigter, og meget er udgivet i dejlige sangbøger, hvor vi allerede i kirkerne har taget nogle af salmerne til os.

Pigekorenes afslutningskoncert 26. maj 2016

i Fruering kirke kl. 19

Fruering og Vitved kirkers to pigekor har traditionen tro afsluttet forårssæsonen med en fælles koncert.

I en smukt pyntet kirke og med alle de søde piger fra 3. – 9. klasse samt en pige, som er endnu ældre kunne tilhørerne glæde sig over en afvekslende og højlydt koncert. Vi sang forårssange, kanons, hits, engelske sange, nye salmer, om lys og mørke og tristhed og Guds kærlighed og andre vigtige emner.  

Efter gode klapsalver sluttede koret med Alberte Vindings Lyse nætter og alle kunne gå ud i den lyse forårsaften en god oplevelse rigere.

Sangaften 17. april kl. 19.30 i Fruering kirke

med temaet ”Påskeblomst, pinseglans og lyse nætter”

Fruering og Vitved kirkers udvidede Voksenkor

Fruering og Vitved kirkers Pigekor

Sognepræst Inge-Gerd Terpager Staal

Selv om man ved forårets sangaften kunne konstatere, at aprilvejret er lunefuldt, så man nærmest blev fejet ind i kirken af blæsten, var der inden døre forårssang om påske, pinse og de lyse nætter. Mange sange var dette år kendt, og det kunne høre på fællessangen. Som altid var der også lidt nye sange på programmet, så publikum stiftede bekendtskab med både Iben Krogsdals Opstandelses-salme og Holger Lissners pinsesalme ”Gå gennem byens lange lige gader”.

Opstandelsessalmen blev præsenteret ved duo-sang af kirkens 2 kirkesangere, Johannes Hauge Mathiassen og Gitta Trærup. Salmen fortjener i den grad opmærksomhed og kunne sagtens ønskes ind i en fremtidig salmebog. Men ellers præsenteres man for de kendte kernesalmer ”Påskeblomst! hvad vil du her?”, ”Som forårssolen morgenrød” og ”I al sin glans, nu stråler solen”.

Sognepræst Inge-Gerd Terpager Staal stod for al præsentation, Kirkernes Udvidede Voksenkor og 2 pigekor sang for på hver deres afdelinger af sange og salmer. Alt var ikke kirkeligt, for sangene om de lyse nætter ”Nu lyser løv i lunde” og ”Danmark nu blunder den lyse nat” var selvfølgelig med.

Korene sang hver et par korsatser, pigerne bl. a. Alberte Vindings dejlige ”Lyse nætter” og Voksenkoret den inderlige bøn ”Tag min dag i dine hænder” .Til sidst samledes alle korister nede ved orglet og blæste den for 5 år siden skrevne dåbssalme af Kathrine Lilleør og Jakob Lorentzen ”Som en dråbe dug” ud over den fyldte kirke fra deres pladser ved orglet. Denne fantastiske salme blev skrevet til de kongelige tvillingers barnedåb d. 14. april 2011 og havde tilpas meget ånd og forårsdug over sig til at passe til denne aften.

Således opløftede af en times fællessang og oplevelser, kunne alle forlade kirken i den lyse, men kolde forårsaften.

Petri / Hannibal koncerten 6. marts 2016

i Fruering kirke kl. 16.

25 års jubilæumskoncert for blokfløjter og lut/guitar

Så oprandt dagen, hvor vi skulle have fint besøg i Fruering kirke. Nogle af Danmarks dygtigste musikere, blokfløjtenisten Michala Petri og guitar/ lutspilleren Lars Hannibal kom til Fruering kirke på deres jubilæumsturné, musikalsk 25 års jubilæum.

Et klassisk, varieret og folkemusikinspireret program fyldte kirken i en god times tid. Musik fra Argentina, Tyskland, Kina og Norge var bl.a. på programmet. 

Som vi oplevede i marts 2005, har disse to usædvanligt musikalske mennesker en sjælden evne til 
uhøjtideligt og intenst at kommunikere med publikum og på den måde lade os alle gå ind i musikken.

Det skete i den grad også ved denne koncert, så med fine introduktioner til den meget varierede musik, slugte vi det hele. Begge musikere demonstrerede endnu engang, at de er i særklasse. Kirkens akustik er som skabt til disse akustiske instrumenter, hver en lyd nåede uden problemer ud i de fjerneste hjørner. Der blev leget på blokfløjterne, så man ind imellem hverken troede sine øjne eller ører, men kunne tro der var to eller tre fløjtespillere.

Som kvittering på stående bifald, fik vi ny musik, hvor Michala Petri i hastig rækkefølge skiftede fløjte, så hun alene imiterede mindst to gøge. En stor oplevelse rigere, kunne publikum sidst på eftermiddagen begive sig ud i det kolde og våde forår.

Gospelgudstjenesten 28. februar 2016

i Fruering kirke kl. 16

med sognepræst Inge-Gerd Terpager Staal, leder af Gospelkor, Tina Buchholtz samt pianist, Henrik Tue Bjerg

En efterhånden traditionsrig dag med liv og glade dage i Fruering kirke samt en gospelgudstjeneste 
som afslutning på dagen fandt sted søndag d. 28. februar.

Endnu engang i år fyldtes Fruering kirke af unge mennesker en hel søndag. Der skulle være gospeldag for årets konfirmander, de to konfirmandhold fra Vitved og Fruering sogne. Der mødte 41 unge mennesker op til morgenmad og herefter gik det slag i slag under ledelse af Tina Buchholtz. Konfirmanderne lærte gospelsange, mange af dem skrevet af instruktøren selv. Det var som altid en meget veloplagt og inspirerende Tina Buchholtz , der både gav konfirmanderne til hjernen og hjertet.  

Klokken 16 var der gospelgudstjeneste for alle, denne søndags gudstjeneste. 
Kirken var fyldt af både konfirmandernes familier og andre kirkegængere til en anderledes gudstjeneste, hvor både præst og konfirmander var på banen med digte og oplæsning over temaet ”Love is life”. Tina ledte dels konfirmanderne i egne gospelnumre samt instruerede kirkegængerne i fællessang, så det blev en virkelig fælles gospelgudstjeneste. Med sig havde Tina sin dygtige pianist, Henrik Tue Bjerg, og de formåede ved fælles hjælp og lidt udstyr at hæve lydniveauet og energien noget over det sædvanlige.

Således gik vi opløftede ud af Fruering kirke til solens sidste stråler på årets næstsidste vinterdag.

Eli Juel tog efterfølgende billeder i løbet af dagen.

Den uforudsigelige koncert med Frank Megabody og Søn

i Vitved kirke søndag d. 17. januar 2016 kl. 16

Uforudsigeligt var det inden koncerten – og uforudsigeligt blev det. Mange mennesker fandt på en rigtig 
smuk og kold januar-søndag vej til Vitved kirke for at møde en lokal institution. Nogle vidste, hvad de kom 
for, andre har måske mødt manden selv eller i hvert fald hans navn i forskellige sammenhænge og skulle se, hvad han mon kunne i en kirke. Først for et års tid siden prøvede han og sønnen Steffen at give 
kirkekoncert første gang – og med meget positive reaktioner. 


Det blev en meget ærlig og velspillet koncert – hvis man synes om genren. Sangene og musikken var 
overvejende skrevet af ham selv gennem mange år. Frank Damgaard fortalte i sædvanlig ironisk stil om 
nedture og svære livstider, hvilket nok har været hans største inspiration til både tekster og musik. Med 
bluesinspireret – uendelig rytmisk fremført musik - med hang til de blå toner, med en stemme, der gav 
mindelser om Leonard Cohen, samt fantastisk guitarspil af både ham selv og sønnen Steffen forsvandt tiden for både ham selv og publikum.

Frank Megabody vil fortsat være svær at putte i en bestemt kasse og han vil formentlig også dele vandene med sin hudløse ærlighed – er han en stor, brovtende fyr? Hvor hører han hjemme? 
Sikkert er det i hvert fald, at han har forskellige budskaber, der er til at forstå og han er villig til at dele sit liv og sine erfaringer.

Mod slutningen af koncerten sang og spillede Frank Megabody og Steffen P.H.’s ”Man 
binder os på mund og hånd”.  Det var en smuk og kærlig fortolkning af en elsket sang og publikum kunne gå ud i frosten – en varm begivenhed rigere.

Julesang i Vitved kirke 2015

søndag d. 13. december kl. 19.30
 
Endnu en begivenhedsrig adventssøndag er til ende, og i Vitved kirke har det betydet, at julen er 
sunget ind. Det skete som altid med kor og kirkesanger, præst og organist – og vigtigst af alt med  
fællessang. Mange havde i år fundet vej til kirken denne time, som i høj grad er med til at give julen 
og fællessangen mening.

Vi sang en håndfuld engelske carols i dansk oversættelse som vi har gjort det i 20 år – der var mest 
smukke og stemningsfulde melodier og tekster på programmet.

Efter Michael Bojesens smukke korsats, ”Luk julefreden ind”, fortsatte fællessangen med en ny 
sang i denne sammenhæng, ”En stjerne skinner i nat”. God støtte fra  Fruering og Vitved kirkers 
Voksenkor gør det muligt ind imellem at lære nyt, så selv om meningen med det hele er god og 
kraftig fællessang af kendte ting, kan andet altså snige sig ind. 

Sognepræst Inge-Gerd Terpager Staal bandt med behændighed det hele sammen med interessante 
og muntre  kommentarer, helt efter traditionen.

Men med til julesangen hørte som altid ”Dejlig er jorden” med flere stemmer og overstemmer. Så er 
det atter blevet jul i Vitved.

Genindvielse af Fruering kirke 29/11 2015

1. søndag i advent blev Frueing kirke genindviet efter et halvt års renovering.

Det blev markeret med et flot program:

Kl. 9.30 festgudstjeneste, hvor Biskop Henrik Wigh-Poulsen prædikede.

Efterfølgende var der reception i Fruering forsamlingshus.

Kl. 15.30 koncert i kirken med Kirkens Pigekor.

Kl. 19.30 Adventskoncert med Virringkoret og Christoffer Sloth på Cornet.

(klik på billedet fra kirken for at se webmasters 22 fotos fra gudstjenesten og den efterfølgende reception i forsamlingshuset)

Koncert med pigekorene i nyåbnet Fruering Kirke 29. nov. 2015

Luciaoptog og koncert kl. 15.30 med Fruering og Vitved kirkers Pigekor

Pigekorene blev de første, som fik lov at give koncert i den netop genåbnede kirke i Fruering.

Som altid på denne dag startede koncerten med et stemningsfyldt luciaoptog – og der var kommet mange mennesker.

Første del af koncerten var i den absolut rytmiske og bluesinspirerede afdeling. De 30 piger sang lydeligt og energisk og sang blues, julesang og gospel så det kunne høres til bageste række.

En del af sangene havde tydelig adresse til verdens dårligt stillede, om det ansvar, vi alle bærer og om de muligheder vi alle har for at gøre en forskel.

Ekstranummeret var dette år Tina Buchholtz’s danske gospelsang ”En forskel” og pigerne høstede fortjent et meget stort bifald inden alle forlod kirken og drog ud i den tiltagende storm.

(klik på billedet for at se webmasters serie på 8 billeder)

Virringkoret i Fruering kirke 29. november 2015

Adventskoncert med Virringkoret kl. 19.30

Dirigent Anne Rossau - Cornet Christoffer Sloth

Aftenens koncert med Virringkoret blev gennemført trods meget dårligt vejr – orkan og stærk regn. Kirken var for 3. gang denne dag fyldt, og et oplagt kor med en lige så oplagt dirigent gav tilhørende en dejlig stemningsfyldt koncert med masser af julesang fra flere lande.

Som indledning spillede orgel og cornet en Trumpet Voluntary af John Stanley, et taktfast og festligt stykke musik, som en understregning af dagens festlige karakter med genåbning af kirken og første søndag i kirkeåret.

Som koncerten skred frem blev det voldsomme vejr udenfor mere og mere lydeligt, men det slog ikke Virringkoret ud – ej heller dirigenten, som oplagt gav sjove og interessante oplysninger om alle sangene.

Et enkelt blink fra det elektriske lys gav en lille påmindelse om, hvad vi sad midt i – vi slap dog med skrækken. Tårnet mistede en del tagsten under koncerten – også det slap vi igennem.

Med et værdigt musikalsk punktum på en lang og bevæget dag sang alle stående ”Dejlig er jorden” i Anders Ôhrwalls særlige udgave.

Høstgudstjeneste 11. okt. på Vestermølle

Skanderborg Kammerkor i Vitved kirke den 6. september 2015

6/9 kl. 19.30   Á capella koncert    Dirigent: Lotte Bille Glæsel

Efterårets første koncert i Vitved kirke blev med Skanderborg Kammerkor, et meget velsyngende kor på ca. 25 medlemmer. Koret kunne lige præcis være i vores lille kirke, og tilhørerne fik en dejlig koncert med et program bestående af Carl Nielsens sange og et par salmer – noget i hans eget arrangement, men mest i arrangement af Bo Holten og John Højbye.

Desuden fik vi 4 af Fridas viser – sunget på dansk.

Hele cyklussen består af 7 sange, som med kærlighed, humor og lune skildrer livet i en lille svensk by i provinsen omkring 1920-30. Byen er komponisten, sangeren og forfatteren Birger Sjöbergs egen fødeby, Vänersborg. Han kaldte som ung digter barndomsbyen ”Lilla Paris”. Skrev om Fridas tanker. Frida var uden tvivl hans ungdoms kærlighed, Karin Lustine – han friede til hende i 1906 og fik en kurv – den tog han sig meget nær. I 1929 døde han, bare 43 år gammel, af en lungebetændelse.

Korets sædvanlige dirigent hedder Troels Lund Nielsen – han måtte imidlertid melde afbud i sidste øjeblik, så koret havde ved ihærdigt benarbejde skaffet den bedst tænkelige erstatning, nemlig Lotte Bille Glæsel. Hun er tidligere organist ved Fruering og Vitved kirker og er nu ansat ved Ribe Domkirke. Med hendes evner, erfaring og dygtighed samt alles vilje og mod lykkedes det at lave en rigtig dejlig koncert med ikke mindst Carl Nielsen i centrum. Vi fik en god introduktion om både Carl Nielsen og Birger Sjöbergs liv og virke ved Ingelise Flensted, og Lotte bidrog også til underholdende oplysninger om Carl Nielsen versus komponisten Rued Langgaard. 

Menighedsrådenes Studietur 2015

Søndag den 23. august var kirkernes menighedsråd, ansatte, medarbejdere ved bladet og kor med deres partnere inviteret på en studietur - ud i det blå.

Programmet startede med en gudstjeneste i Vitved kl. 9. Resten af dagen var en hemmelighed indtil vi sad i bussen - 61 personer.

Det blev en spændende tur med guidede rundture. Haderslev Domkirke, frokost ved Diernæs Strand, Gammel Haderslev kirke, kaffe og kage på Den Gamle Grænsekro, Herrenhutternes Christiansfeld og til slut middag på Bredal Kro.

Herunder følger 16 fotos fra turen. Hvis man har mod på mere, er der et link til webmasters eget arkiv på nettet: klik her.

Kirkestafetten i Vitved - 1. juli 2015

Kirken var fyldt til bristepunktet. Ekstra stole måtte stilles op på begge sider af midtergangen for at skaffe plads til alle gæsterne til "kirkestafetten", der denne aften kl. 19 var nået til Vitved.

Et arrangement, det bl.a. indeholdt et foredrag om Vitved kirke af kirkens præst, en rundtgang på kirkegården og et traktement i forsamlingshuset.

Hele programmet for stafetten kan ses på "Aktuelt".

(billederne er taget af kirkens webmaster, Svend Hofgaard)

Pigekorenes afslutningskoncert 7. maj 2015

i Fruering kirke torsdag d. 7. maj kl. 19

Fruering og Vitved kirkers to pigekor har traditionen tro afsluttet forårssæsonen med en fælles koncert.

I en smukt pyntet kirke og med alle de søde piger fra 3. – 8. klasse samt en pige, som er endnu ældre kunne tilhørerne glæde sig over en livlig og højlydt koncert. Vi var omkring foråret for alvor, der blev også sunget om kærlighed, kartofler, næstekærlighed,  sol, stjerner og andre vigtige emner.  

Efter gode klapsalver sluttede koret med Tommy Seebachs Under stjernerne på himlen og alle kunne gå hjem en god oplevelse rigere.

Anne Dorte Mikelsen koncert

Søndag d. 12. april kl. 16 i Fruering kirke

Som forventet var der rigtig mange, der gerne ville se og høre Anne Dorte Michelsen og hendes dygtige musikere. Alle stole var linet op, og der sad forventningsfulde mennesker på dem alle sammen, da klokken blev 16. Og Anne Dorte Michelsen skuffede ikke. Hun havde noget på hjerte, både i tale og sang, så det blev en dejlig og mindeværdig time. Hun forholdt sig til kirken og det kirkelige rum - hun fortolkede også salmerne "Nu titte til hinanden" og "Bliv hos os til dagen hælder". Førstnævnte er skrevet af B. S. Ingemann i 1837 til en melodi komponeret af C. E. F. Weyse samme år. Sidstnævnte er skrevet og komponeret af samme makkerpar året efter. Ved lidt eftersyn i salmebogen, specielt under morgen- og aftensalmer, vil man opdage, at der er mange andre salmer fra disse to kunstneres hånd. Anne Dorte Michelsen betegnede dem som fortidens Lennon og McCartney.

Det blev også en koncert med numre fra mange års sangskrivning - og med gode og vedkommende ord på vejen.

"Sangene og salmerne passer til den stemning af alvor og fællesskab, der er i en kirke. Det er meget stærke tekster, som rummer en beskrivelse af den tvivl, tro, længsel, kærlighed og indre strid, som er ligeså eviggyldig relevant i dag, som det var i den tid, de blev skrevet i. Vi har så travlt med os selv, og der er så mange steder i vores samfund, hvor man ikke føler sig inkluderet, men i kirken kan alle nynne med og blive inddraget i det fællesskab, vi alle har rod i," siger Anne Dorte Michelsen. Hermed tak til en god sangerinde og hendes musikere for en dejlig koncerteftermiddag i Fruering kirke.

Palmesøndag 2015

Den 29. marts 2015 var der stuvende fuldt i Fruering kirke til højmessen. Voksenkoret sang og tre børn blev døbt.

Konfirmanderne havde udsmykket altertavlen og kirken med malerier, der alle havde "påsken" som tema. Udstillingen kan ses i hele april. Vitved kirke er på samme måde udsmykket af konfirmanderne.

Sangaften i Fruering kirke 15. marts 2015

Med Fruering og Vitved Kirkers Pigekor og Voksenkor, præst, kirkesangere og organist

Oprindelig blev Sangaftenen i Fruering kirke skabt som en forårssang – senere er det blevet en anledning til at belyse forskellige temaer gennem fællessang og korsang. I år vendte vi så igen tilbage til forårstemaet – og med fortrinsvis tidlige forårssange på programmet. Ca. 50 korister, børn, unge og voksne, alle tilknyttet Fruering og Vitved kirker, indledte aftenen med ”Jubilate Deo” efter forlæg af W. A. Mozart. Herefter bevægede pigekoret sig syngende op ad kirkegulvet. De sang Solhvervssang med løftet om, at lyset vil vende tilbage i det evige tids-hjul. Så blev der sunget fællessange, bl.a. om den blå anemone og lærken. Undervejs denne aften blev der plads til små dryp af Carl Nielsens kompositioner. Således sang Voksenkoret sang en glad sats: ”O, hvor er jeg glad i dag” og Johannes Hauge Mathiassen sang sammen med Gitta Trærup en stille aftensang: ”Jeg lægger mig så trygt til ro”. Pigekorene havde deres egen afdeling, hvor ”Jeg ved en lærkerede” var med, og ”Lille Idas sommervise” som fællessang. Pigerne sang forårssangen om sjippetov, elastik og Kuglespil og om at lege ude om aftenen. Derefter sang og dansede de sig igennem Forårskanon. Sognepræsten bandt aftenen sammen med kommentarer og oplysninger, og alle kor sluttede aftenen med velsignelsesønsket: ”Må din dag få glæde” . Herefter kunne alle fyldt af sang forlade kirken på en  lidt kold forårsdag i marts og se frem mod lysere tider.

”Cash i kirken” 24/2 2015

Koncertforedrag  i Vitved kirke Tirsdag! d. 24. februar kl. 19.30

Karsten Holm, vokal guitar - Bjørn Bønne Petersen, kontrabas og kor - Martin Blom, diverse guitarer og kor - Knud Erik Fuddi Steengaard, violin og kor

 Mange fandt frem til Vitved kirke på denne tirsdag aften, hvor et veloplagt og velspillende band med Karsten Holm i front for en stund vakte legenden Johnny Cash til live i den gamle kirke. Det skete dels med historien om Johnny Cash og med de sange, han vandt en hel verden med.

Det var historien om en mand, der fra en arbejdsom barndom og et tragisk tab af en ældre bror, skyld og udlængsel, lod sig drive af sin trang til at synge og optræde. Noget skrev han selv, men meget, af det, han sang var andres sange, som især i de seneste år af hans liv genopstod i næsten magisk ny forklædning gennem hans fortolkninger.

Flere musikgenrer er indblandet, når Cash er på banen. Hans nære gudsforhold, de indre kampe – samt de ydre p.gr.a. misbrug skabte alt sammen det, der blev hans kendetegn. Desuden fik kærligheden og ægteskabet med June Carter afgørende – og sandsyn-ligvis livsreddende betydning for hans livsbane.

Der var gang i musikken og de herlige rytmiske melodier, som vi kender så godt fra Johnny Cash’ musik – og det var i det hele taget livsbekræftende med denne koncert på en råkold tirsdag aften i februar måned.

Fastelavn 2015

Eli Juel Christensen har sendt webmaster disse 5 fotos fra fastelavnsfesten, der fulgte efter fastelavnsgudstjenesten i Fruering den 8. februar 2015. Tak.

Gospel-dag med konfirmanderne 25/1 2015

Slut på en vel overstået dag med søde og dygtige konfirmander, der bare gav den gas med tekster og sang, en fantastisk inspirerende gospel instruktør og sanger, Tina Buchholtz, dejlig musik og en god musiker, Henrik Tue Bjerg, personale og hjælpere, der har stået til rådighed på alle måder den hele lange dag fra kl. 7.30 i morges, og sluttelig med et brag af en gospelgudstjeneste kl. 16 i en godt og vel fyldt kirke.

Så nytter det altså noget alt sammen!

Julesang i Vitved kirke

Søndag d. 14. december kl. 19.30

Julen er endnu engang sunget ind i Vitved kirke, med kor og kirkesanger, præst og organist – og vigtigst af alt med en rungende menighedssang.

Koret indledte dette års julesang med ”Zions datter”, G.F. Händels overordentlig velkendte Kor af Judas Makkabäus i dansk oversættelse. Herefter sang  vi en håndfuld engelske carols i dansk oversættelse som vi har gjort det i 20 år – der var både smukke og lystige melodier og tekster. Johannes Johansen var som sædvanlig godt repræsenteret med hele tre oversættelser.

Efter en smuk og stemningsfuld korsats, ”Stjerne på sø og strand”, fortsatte fællessangen med salmer/sange fra dansk tradition – ikke alt lige kendt; god støtte fra  Fruering og Vitved kirkers Voksenkor gjorde det muligt hurtigt at få lært nye ting.

Sognepræst Inge-Gerd Terpager Staal bandt med behændighed det hele sammen med interessante og muntre  kommentarer, helt efter traditionen.

Men med til julesangen hørte som altid ”Dejlig er jorden” med flere stemmer og overstemmer. Så er det atter blevet jul i Vitved.

Krybbespil med minikonfirmanderne

Søndag den 14. december var der to familiegudstjenester med krybbespil opført af minikonfirmanderne i Fruering kirke.

Billederne herunder er fra gudstjenesten kl. 11, som fotografen overværede. Hvis nogen har billeder fra gudstjenesten kl. 14, vil webmaster gerne modtage nogle, der kan bringes her også.

Willy Egmose Trio - Koncert

Willy Egmose Trio - 26/10 kl. 16 i Fruering kirke

Der var dejligt mange mennesker til koncert i Fruering kirke, da Willy Egmose Trio indtog kirken med deres jazz og salmer i skøn forening. Ingen kender som netop Willy Egmose begge dele, da han har beskæftiget sig med netop klaver, jazz, salmer og kirke i hoveparten af sit liv. Der var da heller ingen smalle steder, da trioen først var gået i gang, ja de var nærmest ikke til at stoppe. Gamle salmer fik nyt liv, vi sang med på et par stykker og det blev netop den koncert, man kunne håbe på med disse tre dygtige musikere, som både kunne og ville noget med musikken. Stort og fortjent bifald til trioen undervejs og efter endt koncert, som jo endte med at strække sig over næsten halvanden time.

 

Zenobia - 9. september kl. 19.30 i Vitved kirke

Koncert med Zenobia Tirsdag d. 9. september kl. 19.30 i Vitved kirke

Salmer og Folkeviser i nye fortolkninger

Det var en ganske almindelig tirsdag, der var smukt pyntet i Vitved kirke, og der sad mennesker på hver en plads. De var kommet for at høre Zenobia, kvindetrioen, der laver så smuk musik, som kombinerer gammelt med nyt, som synger kendt og ukendt, hvor vi ind imellem næsten må rejse os og danse og til andre tider sidde helt stille og bare lytte.

I Vitved var det et kært gensyn, for også i 2009 ved høsttid, havde vi besøg af gruppen, og det var både gensyn og nysyn. For den seriøse og hårdt-arbejdende gruppe hviler aldrig på laurbærrene. Der er altid nyt land at dyrke, andre melodier, sange og salmer at gå i krig med, og når man mestrer sin musik og sine instrumenter som disse tre, kommer der megen dejlig musik ud af det. Ofte nye vinkler på gamle sange og salmer, meget inspireret af både folkemusik og tangostil, idet gruppen til fulde udnytter de tre medlemmers forskellige baggrund og kompetencer.

Det er altid spændende, hvordan lydanlæg opfører sig i den lille kirke – det var der helt styr på, så Louise Støjberg kunne med sit intense nærvær og blide fraseringer nå ud i hver en krog med sin rene sang. Stor respekt til tre dygtige kvinder, som har valgt, at en del af deres liv er helliget formidlingen af den danske sangskat, så det er en fornøjelse at høre på.

Gruppen har udgivet 3 cd’er – den sidste i 2013, ”Fra Fynske Kyster – Zenobia spiller Carl Nielsen.

Sommerfesten 2014 i Fruering kirke og præstegårdshaven

Pigekorenes afslutningskoncert 22. maj 2014

I Fruering kirke torsdag kl. 19

Fruering og Vitved kirkers to pigekor har traditionen tro afsluttet forårssæsonen med en fælles koncert.

På grænsen til sommer, i en smukt pyntet kirke og med piger i et antal som aldrig før kunne vi torsdag aften overvære en livlig koncert. Det blev til masser af sang  i blandede stilarter, lidt dans og kanon, noget fællessang og et soloindslag.

Pigerne sang om forår, engle, en enkelt kat, kærlighed bøf og matematik, og der var både fællessang og gospel på programmet.

Efter gode klapsalver sluttede koret med Hans Chr. Jochimsens Angels på både engelsk og dansk.

Påskemalerierne 2014

Fra Palmesøndag og frem til konfirmationerne blev konfirmandernes malerier med påskemotiver udstillet i kirkerne.

Her ses elever fra Gjesing Fritidsskolen gå rundt og beundre malerierne efter gudstjenesten i Fruering kirke palmesøndag. Skolen har i en årrække arrangeret weekendkurser for voksne udviklingshæmmede op til jul- og påskehøjtiden, hvor kirkegang indgår i kursusforløbet.

Fangekoret i Fruering kirke 22. marts 2014

Korkoncert med Vridsløselille Fangekor KL. 19.30

Korledelse: Louise Adrian

Selv om det var lørdag, var kirken fyldt til sidste plads, da Fangekoret fra Vridsløselille Statsfængsel stillede op i Fruering kirke for at synge. Vi har også ventet i 2 år, da koret er så efterspurgt, at der er ventetid for interesserede. Det blev da også en ganske særlig oplevelse, dels af musikalsk art, men også på andre fronter. Der stod en flok mænd, som hudløst ærligt udleverede sig selv gennem fortælling og sangtekster. Det kunne nok give én og anden lidt at tænke over, uanset hvad man ellers kan mene om hele konceptet.

Fangekoret fra Vridsløselille Statsfængsel har eksisteret i 17 år, og i al den tid har de indsatte sunget hver eneste søndag i fængselskirken.

I 2004 kastede de sig ud i at lave en CD med forskellige danske kunstnere. Projektet fik megen medie-omtale og derefter blev der efterspørgsel efter Fangekoret også på den anden side af tremmerne. De 30 mand i koret kan ikke uden videre lukkes ud, men der er efterhånden en voksende flok med udgangstilladelse, eller løsladte, der stiller op. Direktoratet for Kriminalforsorgen har lavet særlige udgangsregler for Fangekorssangerne.

Rent musikalsk var det et varierende udbud. Gospel, rap, gregoriansk-lignende, solosang, flerstemmig sang – alt båret af en inspirerende korleder og nærværende tekster. Som koncerten skred frem, blev stemningen mere intens og publikums bifald ligeså. Foruden kormedlemmernes egne fortællinger gav Louise Adrian præcise oplysninger om livet bag tremmerne på en egen kontant facon uden berøringsangst, så romantiske forestillinger om dette liv blev manet i jorden.

Sangaften med temaet "ENGLE" søndag 9. marts 2014

Kl. 19.30 i Fruering kirke med Fruering og Vitved kirkers udvidede Voksenkor og Pigekor

Så kom den, Sangaftenen i Fruering kirke, hvor vi skulle synge om de engle, der ikke lige er jule-engle. Allerede i Våbenhuset blev tilhørerne mødt af de første engle, og det var kun en forsmag på, hvad der ventede. Inde i kirken var der glansbilled-engle på alle stole og salmetavler – alterbilledet var til lejligheden også nyt, ja selv på orglet fløj englene.

De tre kor ved kirken har i ugevis øvet, så alt kunne blive klar til en aften fuld af sang om engle. Det viser sig jo, at de forekommer i mange salmer og sange, uden at det derfor behøver at handle om små buttede juleengle. Som sangtimen skred frem og sognepræsten fortalte om ærkeengle og andre med flere hoveder og mange vinger, blev det alligevel klart at de gode engle – og især de, der er sendebud fra Himlen - har været genstand for mest opmærksomhed.

Gabriel fik naturligt nok en del opmærksomhed, men også den milde engel, fredens engel og den hulde engel blev der sunget om, og man kan roligt sige, at sangen den aften blev båret på englevinger af både menighed og kor. Korene sluttede sammen med Gospelsangen ”Angels” i dansk udgave, en bøn om englevagt for os alle sammen.

Fastelavn Søndag 2. marts 2014

Fotos fra fastelavn med Familiegudstjenesten i Fruering kirke og efterfølgende tøndeslagning og traktement i Forsamlingshuset.

Koncert Søndag 19. januar 2014 i Vitved kirke

Festmusik fra Østeuropa med Klezmerduo

Vi fik en god og velspillet koncert med megen humor og varme, da den charmerende duo, Klezmerduo gæstede Vitved kirke på en kold og blæsende vintersøndag. Inden døre var der imidlertid lunt og hjertevarmt, noget som lige præcis musikgenren klezmer kan formidle.

Klezmermusik er livsbekræftende jødiske festmusik med rødder i  Østeuropa, musik, der rummer længsel og smerte, men som samtidig insisterer på håbet, glæden, festen og viljen til livet.

Det er musik, der lèr med det ene øje, mens det andet græder.

Og det kunne denne meget rutinerede duo vise. Med både fortælling og musik fra den jødiske musiktradition blev vi både klogere og en stor oplevelse rigere. Selv om musikken vel er fremmed for det danske øre, er den dog ikke for fremmed. Tværtimod kan det opleves, som om musikken næsten ligger klar i underbevidstheden og lige skal hentes frem – noget af musikken har da også paralleller til nordisk folkemusik, så måske derfor den er så velgørende og fornøjelig også for et dansk publikum at høre på.

De to musikere, Ann-Mai-Britt Fjord og Henrik Bredholt har om nogen studeret klezmer-traditionen ved simpelthen at opholde sig i længere perioder i Østeuropa. I mere end 25 år har de derefter gavmildt delt ud af alle deres erfaringer og klezmermusikken. Det fik vi i høj grad at høre denne søndag, og de mange tilhørere i Vitved kirke kunne forlade kirken efter en varm og levende koncert.

 

Julesang i Vitved kirke 15. december 2013

Julesang i Vitved kirke, søndag d. 15. december kl. 19.30

 

Så blev julen for 19. gang sunget ind i Vitved kirke, med udvidet voksenkor, menighed og kirkesanger, præst og organist. 1 times sang i en fyldt og smukt pyntet kirke bragte os et godt stykke nærmere julen og dens budskab.

 

Koret indledte dette års julesang med ”Gabriels Budskab”, om forudsætningen for det hele, nemlig at Jomfru Maria får bud om Guds plan. Således forberedte kunne de fremmødte derefter selv få lejlighed til at synge med på den dejlige baskiske julesang, der er blevet del af engelsk tradition – og for en stund også vores.

Sognepræst Inge-Gerd Terpager Staal bandt med behændighed det hele sammen med   kommentarer, helt efter traditionen.

 

Det blev en julesang med en del kendt sang på programmet, men nye tekster på tidligere sungne melodier var kommet med. I den danske afdeling af sangene havde en helt ny sang med tekst af biskop Henning Toft Bro og melodi af Helge Engelbrecht fået plads. Den fortjener afgjort gentagelse ved en senere lejlighed. Med lidt øvelse og et godt kor til hjælp kan også sange med mere rytmisk tilsnit blive til god fællessang.

 

Men med til julesangen hører også gerne nogle af de kendte, i år ”Julen har bragt velsignet bud ” og ”Velkommen igen Guds engle små” og som altid ”Dejlig er jorden” med flere stemmer og overstemmer. Så er det atter blevet jul i Vitved.

Adventskoncert i Fruering kirke 1. december kl. 19.30

Atter engang fik vi lov at høre Virringkorets dejlige program til den traditionsrige adventskoncert i Fruering kirke.

Koncerten indledtes med ”Hellig, hellig, hellig”, en festlig Intrada, for Cornet, orgel, solosang ved Kirkesanger, Johannes Hauge Mathiassen, kor og menighed.

Derefter overtog dirigent, Anne Rossau styringen og dirigerede og fortalte veloplagt undervejs.

Virringkorets program var en blanding af danske julesange, engelske carols og gospelsange. Heraf fortjener specielt ”Sunshine in my soul” opmærksomhed. Her akkompagnerede Signe Rossau på klaver i fineste stil – og det var ikke nogen helt let sag. Hun er i øvrigt korets faste akkompagnetør og spillede flere gange undervejs.

Midt i programmet spillede Christoffer Sloth på cornet sammen med kirkens organist ”Gabrielles sång”. Det var 14. gang, Christoffer Sloth deltog i Adventskoncerten – det er halvdelen af hans unge liv, og selvom han ikke har valgt at gøre musikken til sin levevej, spiller han, så det er en fryd for øret.

Vi sang undervejs et par fællesange, og koncerten blev som altid afsluttet med ”Dejlig er jorden” i flerstemmig udgave, sunget af alle, flerstemmigt og med overstemmer af Virringkoret.

Herefter kan vi fortrøstningsfuldt gå adventstiden i møde, med en god kirkelig start gennem en hel dag i Fruering kirke.

Virring-koret 2. dec. 2012

Luciaoptog og koncert i Fruering, 1. december kl. 15.30

43 piger udgør tilsammen de to Pigekor ved Fruering og Vitved kirker – det smukke luciaoptog ville ingen ende tage. Til slut stod de der, alle pigerne, i korbuen i Fruering kirke foran de mange spændte mennesker på bænkene. For alle pigerne, specielt nye piger i koret, var det overvældende oplevelse at synge sammen, at mærke den energi, der udløses, når et kor er at synge sammen – og modtager velment bifald.
Programmet bød dette år på vintersange, gospel og julesange foruden sange, der har været gudstjenester i efterårets løb samt et par fællessalmer.
Til sidst sang pigerne Englesangen og alle i kirken var efter en god times koncert en oplevelse rigere.
Der er først juleferie for pigekorene efter tredje søndag i advent, hvor de medvirker ved familiegudstjenesten i Fruering kirke kl. 14. Her er de selvfølgelig med på fællessalmerne, men sidder også i nærheden af de tredjeklasser, der spiller krybbespil og synger med på sangene hertil.

Foto fra 2. dec. 2012

Aarhus Studenter-Sangere, søndag d. 27. oktober 2013

Mandskorkoncert i Fruering kirke, søndag d. 27. oktober kl. 16

Oktoberkoncerten i Fruering kirke var dette år med det traditionsrige mandskor, Århus Studentersangere. Dirigenten, Mads Djernes, styrede med fast hånd de meget velsyngende mænd igennem en times kirkemusik og spirituals.

Koret er oprindeligt stiftet i 1930 af studerende på Århus Universitet og er i dag en skøn blanding af mænd i mange aldre. Det har et bredt repertoire af både kirkelig og mere verdslig musik

Vi hørte Schuberts Deutsches Messe, Niels W. Gades ” I østen stiger solen op”, musik af Tallis, negro-spirituals samt de danske salmer ”Nu falmer skoven” og ”Du, som har tændt millioner af stjerner” Det blev en koncert med meget nerve og nærvær – der er noget særligt over firestemmig sang for mandskor, da det jo fordrer stemmer af meget forskellig spændvidde – og giver en helt særlig klang.

Med denne koncert blev også for alvor indledt den mørke, men også meget stemningsfulde tid, vi går i møde.

Gospelgudstjeneste i Fruering kirke 29. september 2013

Gospelgudstjeneste i Fruering kirke, Søndag d. 29. september kl. 16 med sognepræst Inge-Gerd Terpager Staal, leder af Gospelkor, Tina Buchholtz samt pianist, Henrik Tue Bjerg

Så oprandt endnu engang dagen, som skulle være gospeldag med denne årgangs konfirmander, de to konfirmandhold fra Vitved og Fruering sogne. De mødte talstærkt op til morgenmad og herefter gik det slag i slag under ledelse af Tina Buchholtz. Konfirmanderne lærte gospelsange, de fleste skrevet af instruktøren selv. Det var som altid en veloplagt og inspirerende Tina Buchholtz , der både gav konfirmanderne til hjernen og hjertet. Temaet for gudstjenesten var Lys og Mørke, og konfirmanderne havde forinden været samlet nogle dage og fået styr på den tekstlige del af gudstjenesten.  Klokken 16 var der gospelgudstjeneste for alle, denne søndags gudstjeneste. Her deltog både konfirmandernes familier og andre kirkegængere, så det var en aldeles fyldt kirke, der deltog i en anderledes gudstjeneste, hvor både præst og konfirmander var på banen med optrin og oplæsning. Tina ledte dels konfirmanderne i egne gospelnumre samt instruerede kirkegængerne i fællessang, så det blev en virkelig fælles gospelgudstjeneste. Med sig havde Tina sin dygtige pianist, Henrik Tue Bjerg, og de formåede ved fælles hjælp og lidt udstyr at hæve lydniveauet og energien lidt ud over det sædvanlige.

I 2014 vil der ikke være Gospeldag og gospelgudstjeneste, idet arrangementet flyttes til starten af året 2015. Næste års konfirmander bliver således ikke snydt for denne dejlige oplevelse.

Fotos fra Gospel-dagen taget af Eli:

Pigekoret medvirkede ved høstgudstjenesten 15. sept. 2013

Kirken var meget smukt pyntet og Pigekoret var i nye bluser ved høstgudstjenesten.

Koncert i Vitved kirke søndag 8. september 2013

Koncert kl. 16 med Jutlandia Saxophone Quartet

Denne høst-søndags eftermiddagskoncert blev en opvisning i, hvad man kan få ud af 4 saxophoner, vel at mærke når man behersker sit instrument i alle dets facetter. De 4 medvirkende spillede på saxofoner af forskellig størrelse, og de gav også publikum en præsentation af deres instrumenter ”Klassisk musik for fire saxofoner” har siden 1996 været dette ensembles varemærke, og de gav deres bud på, hvor forskelligt klassisk musik kan udføres. De fire saxofonister, Henriette Jensen, Florian Navarro, Michael H. Lund og Kasper Pihl spillede med hele kroppen, så man efterfølgende kunne opleve nærmest sveddryppende musikere. Kasper Pihl fortalte forud for hvert nummer lidt forhistorie, så publikum fik større forudsætning for at følge den til tider yderst udtryksfulde musik. Vi fik bl.a.  Gounods ”Marche Funébre d’une Marionette”, som mange forbinder med indledninger til Alfred Hitchcocks gyserfilm. Charles Gounod har ikke komponeret for 4 saxofoner, men meget kan omarrangeres, og Florián Navarro havde lavet et godt arrangement. Vitved kirke, som var smukt pyntet fra formiddagens høstgudstjeneste, dannede en smuk ramme om de fire musikere- og den tørre akustik i kirken var slet ikke ringe til netop denne koncert.

Billeder af årets konfirmander

Billeder af alle 4 hold 2013 og tidligere års hold ses under: Konfirmationer - Seneste konfirmander

Pigekorenes afslutningskoncert 30. maj 2013

Pigekorenes afslutningskoncert i Fruering kirke torsdag d. 30. maj kl. 19

Fruering og Vitved kirkers to pigekor har traditionen tro afsluttet forårssæsonen med en fælles koncert.

Med en blanding af mange stilarter, sange på dansk, engelsk og sludresprog, talekor og kanons, sang de 30 piger sig igennem en times varieret program – og modtog velfortjente klapsalver undervejs. Kirken var smukt pyntet med syrener, vejret mildt og solrigt, så der var også en smuk ramme om denne koncert, som altid er imødeset med stor forventning fra i hvert fald korlederen og pigerne selv. På programmet var bl.a. Agnes Obels Riverside, Michael Jacksons Earth Song, Albertes Lyse nætter,  Carsten Borbye’s Trafiklys og This alittle light som fællessang.

Pigerne kvitterede for det store bifald med en kvik gospel, All these blessings .

Inge-Gerds runde fødselsdag og 10 års jubilæum

Menighedsrådene i Fruering og Vitved fejrede præstens - Inge-Gerds runde fødselsdag og 10 års jubilæum ved en reception i Fruering Forsamlingshus den 24. april 2013.

Her er en stribe billeder fra dagen taget af Arne Sørensen.

Koncert - Vitved kirke 14. april 2013

Helene Blum & Harald Haugaard Trio: Viser, salmer og musik med rødder i dansk og nordisk folkemusik

Helene Blum: Sang, violin og guitar - Harald Haugaard: Violin og mandolin - Mikkel Grue: Guitar

Så blev det endelig – næsten - forår, og Vitved kirke fyldtes denne søndag eftermiddag af forventningsfulde mennesker til årets første koncert i den smukke gamle kirke. Allerede tre kvarter før koncerten ankom de første, og et par gæster var ude at hente blomster for sammen med graveren at lave en spontan pyntning i kirkebænkene med pil og krokus

Koncerten blev et levende og nutidigt bud på levende folkemusik, med musikere, der kunne deres håndværk og mere til.

Det blev en både afvekslende og til tider morsom koncert med helt fantastisk klar og følsom sang af Helene Blum, ekvilibristisk spil på violin af Harald Haugaard og den lige så velspillende guitarist, Mikkel Grue. Det blev også til en opvisning i folkemusikkens stærke virkemidler, hvor dansetakten, stærk og rytmisk, næsten måtte følges, hvor musikerne talte til hinanden med deres instrumenter og hvor Helene og Harald også havde hhv. violin og guitar og mandolin fremme. Trioen er tydeligvis tæt sammenspillet, hvilket gav plads til virtuose udfoldelser for åben skærm.

Med til den levende koncert føjede sig også interessante historier om musikken, bl.a. om inspirationen til egne kompositioner – og slutteligt kvitterede publikum med fortjent stort bifald og fik et smukt ekstranummer, en smuk melodi af Harald Haugaard til en tekst af Jeppe Aakjær.

Både Helene Blum og Harald Haugaard har udgivet flere cd’er i egne navne – Harald Haugaard i 2011 ”Den Femte søster”, og Helene Blum i januar 2013 ”Men med åbne øjne”, og det er unge musikere, som vi uden tvivl kommer til at høre meget mere til.

Sangaften - Fruering kirke 17. marts 2013

Sangaften med temaet ”Lys og Mørke”  med Fruering og Vitved Kirkers Pigekor, Voksenkor, præst, kirkesangere og organist.

Oprindelig blev Sangaftenen i Fruering kirke skabt som en forårssang – senere er det blevet en anledning til at belyse forskellige temaer gennem fællessang og korsang. Emnet i år var således ”Lys og mørke”, og intet kunne være mere passende på en snefyldt martsdag, hvor de fleste vel går og sukker efter forår, men stadig er i vinterens vold.

44 korister, børn, unge og voksne, alle tilknyttet Fruering og Vitved kirker, indledte aftenen med ”Morning has broken” i bedste Cat Stevens stil – dog med dansk tekst. Bare et vers – så præsten kunne byde velkommen. Herefter fik alle lov at synge med på hele sangen, og så var vi ligesom i gang.

Der blev sunget både kendte og mindre kendte sange og salmer. Voksenkoret sang en smuk sats af Ulrik R. Damm ”Tag min dag i dine hænder”, og Johannes Hauge Mathiassen sang sammen med Gitta Trærup St.St. Blichers stemningsfulde og vemodige ”Sig nærmer tiden, da jeg må væk”.

6 af Vægterversene blev sunget som fællessang, men kun af herrerne i kirken. Korets 5 herrer sang for, så man følte sig hensat til Ribe eller Ebeltoft, specielt efter præstens oplysninger om den ældgamle historie bag.

Efter en del fællessang, der bølgede mellem lys og mørke, flyttede Pigekoret op til klaveret og sang for på et par fællessange og gav to numre selv – bl.a. ”This little light of mine” for fuld udblæsning.

Sognepræsten bandt aftenen sammen med kommentarer og oplysninger, og alle kunne således fyldt af sang forlade kirken på en vinterkold forårsdag i marts og se frem mod lysere tider.

Koncert i Fruering kirke, 24. februar 2013

Trompetkoncert med Per Nielsen og Carl Ulrik Munk-Andersen, klaver/orgel.

En af Danmarks fornemste trompetister har givet en forrygende koncert i Fruering kirke. Vi forventede meget og fik mere. Per Nielsen fik med sit vindende væsen, sin sønderjyske dialekt og suveræne trompetspil på et øjeblik Fruering kirkes mange tilhørere samlet om det, det handlede om. En del gik forgæves, da der på et tidspunkt ikke kunne findes flere siddepladser i kirken – det skortede ellers ikke på velvilje fra alle sider, idet Per Nielsen og hans akkompagnatør endte med publikum på alle sider.

 

Og netop Per Nielsens medspiller, Carl Ulrik Munk-Andersen, fortjener i den grad også rosende omtale. At turnere med en kapacitet som Per Nielsen kræver sin mand – og en sådan er Carl Ulrik Munk-Andersen. Han mestrer alle genrer på klaveret og gav også et enkelt bud på sin kunnen på orgel, den franske komponist Louis Lefebure-Wely’s Sortie. Det er et festligt stykke orgelmusik, som det var en fornøjelse at høre.

 

På programmet var en dejlig blanding af klassisk og knap så klassisk musik - Per Nielsen har med sin store erfaring i at sammensætte koncerter til kirkerummet efterhånden opnået et godt udvalg af musik, som er delvist kendt og meget stemningsfyldt. Vi hørte bl.a. Prins Jørgens March, Can You Feel the love fra Lion King, Halleluja af Leonard Cohen, O Mio Babbino Coro af Puccini, Gabriels Oboe – og til sidst Amazing Grace. Alt blev præsenteret af trompetisten selv – på bredt sønderjysk – og vi fik hørt forskellige instrumenter – blandt andet nu afdøde Arne Lamberts trompet, som Per Nielsen har fået foræret.    

Fastelavn 2013

Familiegudstjeneste i Kruering Kirke kl. 14.

Efter gudstjenesten gik vi i Fruering Forsamlingshus og slog katten af tønden sammen med FDF-Virring.Bagefter var der fastelavnsboller til alle og præmier til de bedst udklædte.

Julesang i Vitved kirke 2012

Søndag d. 16. december kl. 19.30

Så blev julen endnu engang sunget ind i Vitved kirke, med udvidet voksenkor, menighed og kirkesanger, præst og organist. 1 times sang som det har været altid siden den gang, hvor det hele startede for snart 20 år siden.

Koret indledte dette års julesang med ”Syng for Herren” af Francois Couperin. Herefter indledte gik sognepræst Inge-Gerd Terpager Staal med de kommentarer, der også altid har været tradition for denne aften.

Det blev en julesang med megen kendt sang på programmet, både de engelske carols og de danske julesange. I år havde en fransk noël sneget sig ind blandt de engelske carols.

Koret sang undervejs endnu en korsats, ”Stille, stille sidder hyrder” af komponisten og organisten Kirsten Pultz.

Vi sang om det meste af det, der hører julen til, kirkeligt set: Barnet i krybben, Jomfru Maria, englene, hyrderne, stjernen på himlen og det meste blev vendt og drejet mange gange, så vi nu ikke kan være i tvivl om, at julen er nær.

Vigtigst ved denne lejlighed er og bliver fællessangen – når der til sidst synges ”Dejlig er jorden” med flere stemmer og overstemmer, så er det atter blevet jul i Vitved.

Virringkoret - Adventskoncert 2. dec. 2012 i Fruering kirke

Virringkoret sang kl.19.30 en dejlig koncert med highligth’s fra de 10 år, hvor koret har været ledet af Anne Rossau. Hun har i dette år netop haft 10 års jubilæum som dirigent for  Virringkoret, og det undgik da heller ikke opmærksomhed.  

Koret indledte med gospelsang af norske Tore W. Aas ”You are the ligth”. Der blev også sunget svenske satser, da koret har forbindelse med et svensk kor og naturligt nok derfor har interesse for svensk korrepertoire. Ellers var der megen julesang på programmet, og publikum sang med undervejs på ”Der er noget i luften” og ”Her komme, Jesus, dine små”, en dejlig oplevelse med stort kor øverst i kirken og trompet og kirkesanger sammen med orglet bagest i kirken.

Christoffer Sloth var der for 13. gang med sin cornet og spillede med på fællessalmerne. Som altid spillede den unge cornetspiller også sammen med orglet et par satser selv: ”Ave Verum Corpus” af Mozart og ”My heart will go on” fra ”Titanic” i et arrangement af Nicolae Bogdan.

Koncerten blev afsluttet med ”Dejlig er jorden” i flerstemmig udgave, sunget af alle.

Pigekorenes Julekoncert med Luciaoptog 2. december 2013

Om eftermiddagen gav Pigekorene Julekoncert med Luciaoptog.

For pigerne var det en dejlig oplevelse at synge for de mange fremmødte mennesker, og det blev forhåbentlig også en god og stemningsfyldt time for publikum.

Programmet bød dette år på vintersange, gospel og julesange foruden sange, der har været brugt ved gudstjenester i efterårets løb. De 34 piger i de to aldersopdelte pigekor sang undervejs også for på fællessalmerne.

Som start på koncerten gik de hvidklædte piger ind med lys i den mørke kirke, alt sammen som det er hvert år. Nogle af pigerne har været med i mange år – for andre var det første gang. Med en spredning i alder på 2. – 9. klasse, stiller det krav om tålmodighed fra de ældste og mod og koncentration fra de yngste at levere en samlet times koncert. Efter afslutning på koncerten kvitterede pigerne med en efterårskanon, ”Efterårsjazz”.

Der er først juleferie for pigekorene efter tredje søndag i advent, hvor de medvirker ved  familiegudstjenesten i Fruering kirke kl. 14. Her er de selvfølgelig med på fællessalmerne, men sidder også i nærheden af de tredjeklasser, der spiller krybbespil og synger med på sangene hertil.

Voksenkorets 20 års jubilæum

Jubilæumskoncert i Fruering kirke søndag d. 28. oktober kl. 15 i anledning af 20 året for dannelse af Fruering og Vitved kirkers Voksenkor.

Det blev en musikalsk, lang, velsunget, og for nogle, bevæget eftermiddag i Fruering kirke denne sidste oktober søndag.

Fruering og Vitved kirkers kor leverede sammen med Randers Bykor al kormusikken.

Jubilæumskorets stifter, der samtidig har været dirigent for Randers Bykor  siden 1999,Lotte Bille Glæsel, stod for direktion af såvel Randers Bykors egen  afdeling  som den fælles afdeling for begge kor.

Der var til dagen valgt kirkemusik, selvom begge kor har meget andet på deres lange repertoireliste.

Det blev til skøn musik fra begge ender af kirken, idet Fruering og Vitved kirkers Voksenkor stod på deres vante plads bagest i kirken under deres del af koncerten, mens Randers Bykor stod forrest i kirken.

Naturligt nok lagde Kirkernes eget kor ud med festmusik for blandet kor, musik som korene har sunget ved forskellige festlige gudstjenester i kirken, ind imellem med trompet. Derfor var også trompetist, Claus Hald med ved denne koncert.

Da kirkernes kor en del af året består af damer alene, sang også Damekoret en afdeling satser. Det var valgt fra det mere afdæmpede repertoire, men ikke derfor mindre smukt og høreværdigt.

Denne afdeling sluttede med, at hele Jubilæumskoret sammen med kirkernes kirkesanger, Johannes Hauge Mathiassen og trompetist, Claus Hald sang Den hellige stad, i sandhed et værk, der var dagen værdig.

Herefter havde Randers Bykor en egen afdeling af smuk kirkemusik, hvor de mere end 40 sangere bl.a. sang en del latinske satser under ledelse af Lotte Bille Glæsel.

 Korbuen var fyldt til bristepunktet, da begge kor samledes efter pausen for at synge bl.a. Laudate Dominum, satser fra The Crucifixion, Nu takker alle Gud og Jubilemus.

Der var indlagt fællessalmer, som de tilhørende sang stående med hjælp fra flerestemmigt kor og med stedvise overstemmer.  Når man kigger tilbage over korets 20 årige historie har netop fællessangen været væsentlig, når koret medvirkede ved gudstjenester og sangaftener. Derfor var det også oplagt, at sidste fællessalme var Dejlig er jorden i Anders Öhrwalls smukke udgave.    

 

Gospelgudstjeneste søndag d. 30. sept. 2012

I Fruering Kirke, med sognepræst Inge-Gerd Terpager Staal, leder af Gospelkor, Tina Buchholtz samt pianist, Henrik Tue Bjerg

For tredje gang afholdt vi gospeldag for det kommende års konfirmander i Vitved og Fruering sogne. De mødte op til morgenmad og herefter fik Tina Buchholtz kommandoen. Konfirmanderne lærte gospelsange, mange af dem skrevet af instruktøren selv. Hun var, som altid, meget veloplagt og inspirerende og det kan der være brug for en tidlig søndag morgen, når man skal sælge et koncept, en idé, til unge mennesker, der ikke er helt klar over, hvad de går ind til.

Klokken 16 var der gospelgudstjeneste for alle over temaet ?Lys og Mørke?. Her deltog både konfirmandernes familier og andre kirkegængere til en anderledes gudstjeneste, hvor både præst og konfirmander var på banen med tekster og små skuespil samt lysvandring. Tina ledte dels konfirmanderne i egne gospelnumre samt instruerede kirkegængerne i fællessang, så det blev en virkelig fælles gospelgudstjeneste. Med sig havde Tina sin dygtige pianist, Henrik Tue Bjerg, og de formåede ved fælles hjælp og lidt udstyr at hæve lydniveauet og energien ud over det sædvanlige.

Da en del af sangene er gentagelser fra sidste år, var en del kirkegængere allerede bekendt med dem - det gav en dejlig fælles oplevelse.

Opstillingsmøder - Menighedsrådsvalg 2012

Der blev holdt lovpligtige Orienteringsmøder om menighedsrådsvalg 2012 i begge sogne i uge 12. På de efterfølgende opstillingsmøder blev det lavet kandidatlister. Herunder sidder forsamlingen til opstillingsmødet 13/9 i Vitved forsamlingshus og udarbejder kandidatlisten.

Koncert i Vitved kirke søndag d. 9. sept. 2012

Ester Brohus m/band

Da den sidste af de mange tilhørere havde fået en plads i Vitved kirke og klokkerne havde lydt, kunne Ester Brohus indtage kirken med sit band. Ester Brohus er et levende menneske med swing, og når hun med sig har sit lige så swingende band, er det lige før, de gamle kirkemure må give sig. Både gamle og nyere kompositioner ?alt sammen i country-ballade-gospelstilen - var med til at give tilhørerne en oplevelse af Ester Brohus?s musikalske formåen. Med sin dybe, karakteristiske stemme er hun helt sin egen og hun og datteren Sabrine Brohus gav undervejs mange opvisninger i, hvad man kan med dynamik både undervejs i numrene, men specielt i de følte slutninger.

Ester Brohus delte gavmildt ud af sit liv og sine holdninger undervejs, så hele koncerten blev en livsbekræftende og humørfyldt oplevelse. Vi fik også lov at synge salmen ?Jeg ved et lille Himmerig? til elguitar og gulvbas under fast styring af de to sangerinder. Med en åben dør ud til verden uden for kirken, kunne man som organist kun sidde og glædes over, at den gamle salme fik lov at tone ud over kirkegården og Vitved by i den smukke sensommersol.

Pigekorenes afslutningskoncert torsdag d. 31. maj 2012

Fruering og Vitved kirkers Pigekor har traditionen tro afsluttet forårssæsonen med en koncert - afholdt i Fruering kirke.

Med en blanding af mange stilarter, sange fra flere lande og flerstemmighed som aldrig før, sang de 27 piger sig igennem en times program ? og modtog velfortjente klapsalver undervejs.

Der var smukt pyntet i kirken med forårsblomster fra både præstegårdshaven og vejkanten ? det duftede af syrener og vild kørvel, så der var også en smuk ramme om denne koncert, som altid er imødeset med stor forventning fra i hvert fald pigerne selv. De to aldersopdelte kor, har til lejligheden øvet sammen om at give denne koncert, så den bar præg af piger fra 2. ? 8. klasse.

Der blev undervejs lejlighed til at høre både solosang og violinstemme på et par sange, men koncerten blev som altid båret af den energi, der opstår, når så mange piger bliver enige om at ville det samme.

Pigerne kvitterede for det store bifald med en dansekanon af norsk oprindelse.

Påskeudstillinger

Der er tradition for at konfirmanderne maler påskebilleder som et lid i konfirmationsforberedelsen og at værkerne udstilles i de to kirker, så de kan ses ved påskegudstjenesterne.

Billedet her er taget i Vitved Kirke palmesøndag 2012. Ved gudstjenesten medvirkede også Voksenkoret og Menighedsrådet bød efter gidstjenesten på kirkekaffe og småkager i våbenhuset.

Sognemødet 19. marts 2012

Menighedsrådene i Fruering og Vitved afholdt debatmøde i Vitved forsamlingshus mandag den 19. marts 2012 kl. 19.30: "Hvad skal vi med vore kirker?"

Det sker

Herunder vises kommende, særlige arrangementer ud over alm. gudstjenester, der kan ses under "Gudstjenester" i venstre kolonne.

Klik på et emne for af få mere at vide.

BegivenhedDato
Sinfonietta

Den Jyske Sinfonietta i Fruering kirke

De 4 årstider - Antonio Vivaldis berømte værk for soloviolin og …

3. sep 16:00
17:00
3. sep 16:00 -
17:00

Tango og Folkemusik fra Argentina i Vitved kirke

Koncert i Vitved kirke BuchholtzStensgaardTANGO med den fantastiske tangosanger …

10. okt 19:30
20:30
10. okt 19:30 -
20:30